DHF vinder ankesag
Bettingfirmaet Bet25 er blevet dømt til at betale 250.000 kroner til otte håndboldspillere og Dansk Håndbold Forbund.
DHF og otte danske spillere har vundet ankesagen over Bet25 og dermed fået rettens ord for, at bettingfirmaets brug af en række spillere i deres landsholdstøj med DHF's logo på deres hjemmeside var i strid med loven.
Bet25 skal derfor betale en erstatning på 125.000 kroner til de otte involverede spillere og 125.000 kroner til DHF. Dermed stadfæstede Vestre Landsret i Viborg, dommen fra Sø- og Handelsretten, men erstatningen, der i første omgang blev sat til 250.000 kroner til henholdsvis spillere og DHF, blev halveret i landsretten.
Samtidig skal Bet25 betale sagsomkostninger for DHF og Håndbold Spiller Foreningen, der har ført sagen for de otte spillere. Sagsomkostningerne løber op i 80.000 kr. i alt ifølge dommen.
Derudover er også medievirksomheden Ecosys dømt til at betale 25.000 kroner til henholdsvis DHF og de otte spillere. Ecosys står blandt andet bag hjemmesiderne hbold.dk og ligabold.dk.
Det er spillerne Anders Eggert, Kasper Søndergaard, Jesper Nøddesbo, Rasmus Lauge, Mikkel Hansen, Mads Christiansen, Ann Grete Nørgaard og Stine Jørgensen, der sammen med spillerforeningen og DHF har lagt sag an.
Billederne af spillerne er blevet brugt til markedsføring af Bet25 på deres egne og forskellige hjemmesider - heriblandt håndboldsiden hbold.dk, der som tidligere nævnt ejes af Ecosys.
Retten har i sin afgørelse forklaret, at der ikke var bevis for, at billederne af landsholdsspillerne er brugt til redaktionelt indhold, men derimod udelukkende til markedsføring af Bet25's produkter.
Direktør i DHF, Henrik M. Jacobsen, er yderst tilfreds med dommen.
”Vi har et stærkt brand, som vores sponsorer betaler mange penge for at have rettigheden til. Derfor skal vi værne om, at vores varemærke ikke bliver misbrugt af ikke rettighedshavere. Vi er derfor rigtig glade for, at vi har fået rettens ord for at vores og spillernes brand er blevet misbrugt, og at vi sammen med spillerne har rettigheden til vores egne billeder i forbindelse med markedsføring”, slutter DHF direktøren.