Nyheder og presse
Del
Børn og unge

U21-herrernes VM-trup er nu klar

Skrevet af Frederik G. Schmidt
06. jul 2019Kl. 09:05

De danske 21-herrer har i de seneste tre dage deltaget ved træningsturneringen Scandinavian Open Championship (SOC) i Sverige, hvor det blev til to sejre og et enkelt nederlag. U21-landstræner Stefan Madsen brugte samtidig turneringen til at udtage sin 16-mandstrup til U21-VM i Spanien.

Danmark har spillet tre kampe i Helsingborg, hvor de danske drenge trak sig sejrrigt ud af opgøret mod Norge og Sverige, mens de led et nederlag i sidste kamp mod Egypten. Resultaterne fra kampene ser således ud:

3/7 Danmark-Norge 33-22 (13-12)
4/7 Sverige-Danmark 31-28 (14-13)
5/7 Egypten-Danmark 31-30 (14-12)

”Det har helt sikkert været nogle givtige kampe for os. Vi har set, hvor dygtige vi kan være, men vi har også set, hvor vi kan forbedre os. Vi spiller to rigtig fine kampe mod Norge og Sverige, men vores kamp mod Egypten var skuffende. Måske spillerne ville passe på sig selv inden VM, det ved jeg ikke, men det var slet ikke godt nok. Omvendt er det nok meget godt med en løftet pegefinger til drengene – vi har før vundet en opvarmningsturnering, hvor vi så senere har dummet os til en slutrunde. Vi skal have vendt nederlaget til positivt, og så skal vi være klar fra start i Spanien,” fortæller U21-landstræner Stefan Madsen. 

Formen er derfor nu blevet pudset af inden det går løs ved U21-VM om mindre end 14 dage. Stefan Madsen udtaget følgende 16 spillere til VM-truppen:

Mathias Gidsel, GOG
Frederik Bo Andersen, GOG
Nikolai Vinther, Århus Håndbold
Christoffer Bonde, Århus Håndbold
Salah Boutaf, Skanderborg/odder
Frederik Tilsted, Mors/Thy
Jonathan Würtz, TTH
Mathias Møller, Nordsjælland Håndbold
Anders Agger, Nordsjælland Håndbold
Andreas Magaard, TMS Ringsted
Lukas Jørgensen, GOG
Emil Lærke, GOG
Jens Dolberg, BSV
Kasper Lindgren, Mors/Thy
Frederik Iversen, Nordsjælland Håndbold
Oliver Norlyk, Aalborg Håndbold

”Selve udtagelsen har været en meget svær proces. Der er virkelig mange kvalificerede spillere, men jeg kan kun tage 16 mand med. Det er stort puslespil, som skal gå op. Truppen består er spillere, som har vist et flot niveau, hvorfor de også fortjener at komme med,” siger U19-landstræneren.

Der venter stærk modstand i Spanien
De danske drenge kommer på en svær opgave ved U21-VM. Det stod klart efter lodtrækningen tilbage i slutningen af maj, hvor Danmark havnede i gruppe D sammen med Chile, Argentina, Norge, Tyskland, og Island.

”Vi er havnet i gruppe, der bliver en stor mundfuld for os, og hvor vi har stor respekt for vores kommende modstandere. Tyskland er altid en voldsom stærk nation, hvor de rent fysisk ligger i toppen. Island og Norge er også dygtige modstandere, men især sidstnævnte har vi spillet nogle gode kampe i mod og senest besejret nu her. Det kommer selvfølgelig også an på, hvordan de forskellige hold griber turneringen an og hvem, der står til rådighed. Argentina og Chile kender vi ikke særlig godt,” fortæller Stefan Madsen og fortsætter:

”Vi vidste, at vi ikke kom på nogen nem opgave, da vi blev placeret i 5. seedningslag. Omvendt er vi glade for at være med, hvorfor vi nu skal til Spanien og vise vores værd,” afslutter U21-landstræneren.

U21-herrerne spiller deres indledende gruppekampe i denne rækkefølge:
16/7 kl. 12.00 Norge-Danmark
17/7 kl. 18.00 Danmark-Tyskland
19/7 kl. 12.00 Argentina-Danmark
20/7 kl. 18.00 Island-Danmark
22/7 kl. 12.00 Danmark-Chile

Fakta om U21-VM:
U21-VM (2019 IHF Men’s Junior World Championship) afholdes fra den 16.-28. juli i Vigo og Pontevedra i Spanien. Spanien er vært for anden gang i historien, mens det er 15. gang at turneringen afholdes i Europa.

Husk, du kan altid få seneste nyt om U21-herrerne – og de andre danske ungdomslandshold – på deres officielle Facebook-side: Ungdomslandsholdene – håndbold

Vælg forbund

Luk