Nyheder og presse
Del
U19-herrerne var tydeligt skuffede ovenpå nederlaget til Portugal. Foto: Sasa Pahic Szabo / kolektiff
Børn og unge
Herrelandshold
Nyt fra DHF

U19-herrerne skal spille om 5.-8. pladsen ved EM

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
19. aug 2021Kl. 10:19

De danske U19-herrer skulle onsdag aften forsøge at holde liv i håbet om en plads i semifinalerne. Desværre viste Portugal sig at være for svær en modstander, og derfor venter der nu to placeringskampe.

Landstræner Anór Atlason havde forud for de to EM-mellemrundekampe forudset, at der ventede de danske U19-herrer en stor opgave mod to gode modstandere. Og det fik han ret i.

På trods af flot fight blev det til to nederlag i mellemrunden, og derfor ender Danmark sidst i puljen på fire hold, hvor kun de to bedste går videre til semifinalerne. Men på trods af nederlagene har de to kampe givet de unge spillere noget ekstrem vigtig læring, ifølge landstræneren.

Den første modstander var værtsnationen fra Kroatien. Og selvom de i lang tid så ud til, at de danske herrer skulle løbe med sejren, var marginalerne ikke med og skarpheden ikke god nok i kampens afslutning, og Kroaterne tog sejren.

”Det blev rigtig nok to lige så svære kampe, som vi troede på forhånd. Vi var rigtig skuffede efter kampen mod Kroatien, fordi vi spiller en rigtig god kamp og fører langt ind i anden halvleg. Forsvarsmæssigt leverer vi noget af det bedste, vi har gjort ved hele turneringen, og vi havde alle chancer for at vinde. Men vi var ikke kyniske nok til at afgøre kampen, og den endte med at koste meget energi, fordi vi gav alt, hvad vi havde,” fortæller landstræner Anór Atlason.

I går aftes ventede så Portugal i en kamp, som danskerne skulle vinde for at holde liv i håbet om en plads i semifinalerne. Portugiserne var foran hele kampen, og selvom U19-herrerne kom tættere på i anden halvleg, var det ikke nok.

”Vi er skuffede over, hvordan vi kommer ud til kampen, men kampene mod Tyskland og Kroatien kostede mange kræfter, fordi vi virkelig havde spillet os ud. Hele holdet har virkelig kæmpet, og alle har fået lov til at komme ind og bidrage. Drengene er til deres første slutrunde, og der er så meget læring for dem at hente. Nu ved de, at når man får chancen, skal man være skarp, og de ved, hvad det kræver og koster, hvis man skal gå hele vejen. Man skal præstere, når det gælder og kunne præstere mange gange i streg. Så det er en helt ekstremt vigtig læring, vi kan tage med.”

Fredag venter så den første placeringskamp, hvor modstanderen er vores svenske naboer.

”Svenskerne har spillet fremragende hele turneringen, så det bliver uden tvivl en sjov og god kamp for os. Vi er flyttet til en ny by, fået et nyt hotel og skal træne i en ny hal senere i dag. Og ellers går tiden med at forberede os til kampen mod Sverige i morgen,” slutter landstræneren.

Kampen spilles fredag kl. 13.00 og kan følges live på www.ehftv.com.

Fakta om U19-EM:

U19-EM (Men’s 19 EHF EURO 2021) afholdes i Kroatien fra den 12.-22. august. Du kan finde mere information om mesterskabet på siden her.

Husk, du kan altid få seneste nyt om U19-herrerne – og de andre danske ungdomslandshold – på deres officielle Facebook-side: Ungdomslandsholdene – håndbold

Vælg forbund

Luk
ANNONCE