Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Foto: EHF
Børn og unge

U19-damerne er videre til mellemrunden ved EM

Skrevet af Frederik G. Schmidt
15. jul 2019Kl. 10:56

De danske U19-damer har i deres tre indledende gruppekampe kæmpet sig til fire point og en 2. plads i gruppen, der dermed giver videre avancement til mellemrunden ved U19-EM i Ungarn.

Danmarks tre indledende gruppekampe i resultater:  
11/7 kl. 16.30 Danmark-Kroatien 24-18 (13-6)
12/7 kl. 16.30 Holland-Danmark 24-20 (9-11)
14/7 kl. 14.30 Tyskland-Danmark 25-33 (7-17)

Den danske U19-landstræner Flemming Dam Larsen er fint tilfreds med holdets tre første kampe, hvor særligt fremgangen fra kamp til kamp er det store fokus.

”Vi har lagt et lag på i hver kamp, hvor vi kan se en fin udvikling i vores spil. Fremgangen fra kamp til kamp er vigtig under en slutrunde, når vi skal møde gode modstandere med kort mellemrum. Vi skal selvfølgelig arbejde videre med en række delelementer, men overordnet ser det fint ud,” fortæller Flemming Dam Larsen, der også har nedslagspunkter til både det defensive og offensive danske spil.

”Vores defensiv har været rigtig god. Samtidig har vores målvogterpar stået tre flotte kampe indtil videre. Det har været rigtig godt. Vores kontrafase har været lidt op og ned, hvor vi startede fint mod Kroatien, så kneb det lidt mod Holland, men mod Tyskland fandt vi igen rytmen. Det skyldes især også igangsætningerne fra vores målvogtere – et område, hvor begge keepere har udviklet sig flot,” siger U19-landstræneren og fortsætter:

”Vi har samtidig været gode til at følge vores handlingsplaner i vores angrebsspil. Vi vil meget gerne spille længere angreb, som i og for sig er lykkedes fint. Vi mister dog vores rytme i ny og næ. Her skal vi fortsat arbejde på vores flow. Vi skal også have løftet vores overtalsspil en smule, der sagtens kan blive skarpere, men ellers ser jeg fine tendenser i vores spil,” forklarer Flemming Dam Larsen.  

Topnationer venter i mellemrunden
I mellemrunden venter henholdsvis Frankrig og Rusland. De to kampe bliver ifølge U19-landstræneren store opgaver for de rød/hvide:

”Vi så Rusland og Frankrig i går. Rusland er et virkelig godt hold, men også Frankrig overraskede os en smule, da de spillede hurtigere end forventet. Der venter os to store opgør, men vi går ind til kampene med tro på tingene. Nu har vi indfriet vores første mål, som var kvalifikation til næste års VM. Nu går vi efter en plads i semifinalen. Det kan være vi skal bruge hjælp, målscore kan også blive afgørende. Der venter os to finaler, hvor vi som en start skal forbi Frankrig,” siger Flemming Dam Larsen.  

Programmet for Danmarks to kampe ved mellemrunden ser således ud:
16/7 kl. 18.30 Frankrig – Danmark
17/7 kl. 18.30 Danmark – Rusland

Du kan følge de to kampe via livestream her: https://www.ehftv.com/int/

Inden det første mellemrundeopgør i morgen tirsdag har den danske trup en hviledag, hvor styrkecenteret blandt andet for et dansk besøg.

”Vi har lidt fysisk træning i dag. Nogle optimerer på deres kondition, mens andre har brug for hvile. Vi vil gerne sende pigerne hjem til klubberne i en god forfatning,” fortæller U19-landstræneren.  

Fakta om U19-EM:
Ungarske Györ er værtsby for U19-EM. Kampene spilles i henholdsvis Audi Arena Györ og Magvassy Playing Hall. Turneringen afvikles fra den 11.-21. juli.

Husk, du kan altid få seneste nyt om U19-damerne – og de andre danske ungdomslandshold – på deres officielle Facebook-side: Ungdomslandsholdene – håndbold

Vælg forbund

Luk