Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde

Tilmeldingen til Corny Beach Handball Touren 2021 er åben

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
15. mar 2021Kl. 12:01

Savner du også at have sand over det hele efter en piruette eller en flyveparade? Så er det nu, at du skal melde dit senior- eller U19-hold til Corny Beach Handball Touren denne sommer.

Pollenvarsler og vintergækker i skovbunden er typisk tegn på forårets komme, men for folk med forkærlighed for sand under fødderne er tilmeldingen til sommerens beach handball-turnering et lige så klart signal om, at vi går mod varmere tider.

Sidste sommer fik tusindvis af beach handballspillere smidt en spand koldt sand i hovedet, da alle sommerens beachstævner blev aflyst på grund af Covid-19. Men vi krydser fingre for, at forsamlingsforbud m.m. i år tillader håndbold i sandet. Derfor åbner vi nu for tilmelding til Corny Beach Handball Touren 2021, den officielle DM-tour for senior- og U19-hold.

Den 22. maj skyder vi dette års tour i gang med det første af i alt seks kvalifikationsstævner, hvor beachhold fra hele landet dyster om vigtige point for at kvalificere sig til DM den 19. og 20. juni.

Tourplanen for Corny Beach Handball Touren 2021:

  • Lørdag d. 22. maj: Skæring (18 point)
  • Søndag d. 23. maj: Holstebro (20 point)
  • Mandag d. 24. maj: Amager Strand (20 point)
  • Lørdag d. 29. maj: Kerteminde Nordstrand (20 point)
  • Søndag d. 30. maj: Horsens (18 point)
  • Lørdag d. 5. juni: Vallensbæk Strand (20 point)


Finaleweekend:

  • Lørdag d. 19. juni: Dalum - DM for senior og oldies
  • Søndag d. 20. juni: Dalum - DM for ungdom (U17 og U19)

TILMELD DIT HOLD HER

Man tjener point til sit hold ved kvalifikationsstævnerne, og de 10 bedste hold for herrer og damer kvalificerer sig derigennem til DM. Man kan udelukkende kvalificere sig til DM via tilmelding til et eller flere af disse kvalifikationsstævner.

Tilmelding koster 800 kr. pr. hold, og der er plads til flere end 100 hold i alt på Touren. Tilmelding er efter først til mølle-princippet, og hvis der på grund af Covid-19 er restriktioner på antallet af deltagere, vil det være de først tilmeldte hold, der deltager.

U19-hold med til DM for senior
Sidste sommer kunne U19-hold som noget nyt både tilmelde sig Corny Beach Handball Touren for seniorhold og ungdomsturneringen og kvalificere sig til DM i begge turneringer. Sådan vil det selvfølgelig også være i år.

Stiller et hold op i både senior og U19 må spillerne optræde på begge hold, uden at det får konsekvenser for nogen af holdene. I forbindelse med Ungdoms-DM bliver antallet af deltagende hold reduceret fra 12 til 10 fordelt på fem hold fra JHF, tre hold fra HRØ og to hold fra FHF. De fem hold fra JHF findes til et JM på tværs af alle jyske kredse.

Følg Beach Handball:

Vælg forbund

Luk
ANNONCE