Nyheder og presse
Del
DHF Håndboldskoler byder velkommen til Teknicar som ny hovedsponsor.
Børn og unge
Bredde

Teknicar teamer op med Håndboldskolerne

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
20. apr 2021Kl. 08:00

Den 13. maj 2021 skydes årets første DHF Håndboldskole i gang. Og i år bliver det med en ny hovedsponsor, nemlig autoværkstedskæden Teknicar, hvis logo skal pryde håndboldskoletrøjerne de næste to år.

For mange unge håndboldspillere er en tur på håndboldskole et af sommerens store højdepunkter. Her får de nemlig nye venner, gode oplevelser og lærer nye håndboldfærdigheder. Og efter mere end et år, hvor Corona har sat store begrænsninger på det håndboldfællesskab, som vi kender, glæder Dansk Håndbold Forbund og håndboldskolernes nye hovedsponsor, Teknicar, sig over at kunne afvikle en masse håndboldskoler til sommer.

Dansk Håndbold Forbund og autoværkstedskæden Teknicar har indgået en to-årig samarbejdsaftale om hovedsponsor for DHF Håndboldskoler gældende fra april 2021. Teknicar skal altså frem til 2023 være med til at give tusindvis af børn og unge en helt masse gode oplevelser på sommerens håndboldskoler over hele landet.

”Vi er utrolig glade for at have fået Teknicar med på holdet omkring Håndboldskolerne, som er en stor del af Dansk Håndbold Forbunds DNA. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Teknicar vil være en værdifuld samarbejdspartner og bidrage rigtig positivt til udviklingen af vores håndboldskoler, så endnu flere børn og unge i fremtiden kan komme på en DHF Håndboldskole,” siger direktør i Dansk Håndbold Forbund, Henrik M. Jacobsen.

Håndboldskolernes motto er ”Sammen. Stærkere. Bedre.”, og det er uden tvivl et stærkt fællesskab, man som hovedsponsor bliver del af - og det ser man frem til hos Teknicar:

”Teknicar er en værkstedskæde, der er dybt lokalt forankret. Det, synes vi, forpligter. Det overordnede formål for os er at hylde fællesskab lokalt. Det gælder fællesskab i foreningerne, iblandt børnene – der efter et år med covid-19 trænger til at komme tilbage til deres sociale fritidsliv og også fællesskabet imellem vores Teknicar værksteder Vi kalder det Duften af fællesskab. For alle kan vist genskabe sig duften af en sportshal, der emmer af aktivitet,” udtaler René Lang, koncept og marketingchef hos Teknicar og tilføjer:

”Alle klubber, der fremmer sammenhold og socialt nærvær, har brug for støtte og ikke mindst efter eller i en tid med Corona. Vi er lokale og vil gerne støtte op om de lokale klubber. Det er klart, at når en kæde som Teknicar går ind i at støtte håndboldskolerne, er det ikke kun for vores ”grønne øjnes” skyld. Men det at kunne fremme klubånden og sammenholdet giver rigtig god mening, da vores Teknicar værksteder også er lokale og mange af vores medlemmer har børn, eller måske selv er aktive i det lokale klubliv”. 

Fakta om DHF Håndboldskoler

  • Der er i år planlagt 122 håndboldskoler fordelt på 98 foreninger, men der kan komme flere til
  • 4.700 børn og unge er allerede tilmeldt en af sommerens håndboldskoler, og der er stadig plads til flere
  • Håndboldskolerne afvikles fra midten af maj til og med efterårsferien

 

Du kan læse mere om og tilmelde dit barn DHF’s håndboldskoler her.

 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE