Nyheder og presse
Del
Håndbolden kan nu rykke træningen udendørs. Foto: Jan Christensen
Børn og unge
Bredde

Skru op for fællesskabet og ned for tempoet

Skrevet af Morten Stig Christensen
02. mar 2021Kl. 15:40

Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, kommer med en opfordring til alle foreninger om at sætte fællesskabet først, slippe kreativiteten fri og skrue forventningerne til præstationer ned i denne tid.

I går blev håndboldspillere over hele landet bogstaveligt talt lukket på både græs, grus, asfalt og sand - og det skaber stor glæde og håb for, at håndbolden kan komme igennem denne hårde tid, så længe vi står sammen og udviser store mængder af både kreativitet, fortsat tålmodighed og ansvarlighed.

Ansvarlighed overfor de muligheder, myndighederne har givet os ved denne genåbning, men også ansvarlighed overfor vores håndboldspillere i alle aldre. Husk på, at vi har været sat helt i stå. Nogle har forsøgt at holde aktiviteten oppe med onlinetræning og andre kreative påfund, men for mange vil det have været en lang håndboldpause, man nu træder ud af.

Derfor er det nu, at vi skal være kreative og lave nogle rigtig gode oplevelser for vores børn og unge for at fastholde dem i håndbolden, samtidig med at vi passer på ikke at gå for hurtigt frem. Undersøgelser fra SDU viser, at børn og unge har haft det svært under coronapandemien, og derfor skal vi stå klar til at give dem det fællesskab tilbage, de har savnet. Dét bør været det fælles fokus lige nu.

Vi skal heller ikke glemme de mere modne håndboldspillere for hvem pausen har været endnu længere. Her er jeg også helt sikker på, at kreativiteten vil kunne udfolde sig, hvad end det er styrkeøvelserne fra håndboldfitness, spillet med den bløde Five-a-side-bold, en løbetur eller anden træning, man mødes om udendørs.

Først og fremmest bør det handle om at dyrke fællesskabet og sænke forventningerne til præstationer og holde fokus på at bygge op igen og få spillerne tilbage i fysisk form. Det gælder for alle aldre, så vi kan undgå skader og overbelastninger her i opstarten. Vi har i Dansk Håndbold Forbund en masse inspirationsmateriale til rådighed, som der vil blive linket til her på siden.

Se mulighederne
At være kreative handler ikke kun om hvilke øvelser, vi skal lave. Det handler lige så meget om at se mulighederne i den udendørsfacilitet, man får stillet til rådighed. Vær opsøgende overfor aktivitet på alle mulige træningsflader og vov at tænke lidt utraditionelt og ud over rammen på de 40x20 meter, vi normalt bevæger os indenfor. Vi så foreningerne gøre det tilbage i foråret 2020, og jeg er sikker på, at dansk håndbold kan gøre det igen.

Vær opmærksomme på at der kan være kommunale begrænsninger på, hvilke udendørsområder I må bruge. Derfor råder vi til, at I tager kontakt til kommunen for at finde et egnet sted. De sidder med det store overblik over arealerne og sørger for, at flest mulige får plads til at træne et sted på forsvarlig vis.

Så kom godt i gang, styrk fællesskabet og mærk glæden, der breder sig helt ned i maven over, at bolden nu igen er givet fri, i hvert fald udendørs. Så kæmper vi videre for at sikre, at håndbolden snart kan rykke i vante rammer igen.

Find inspiration til udendørs træning

Den gode opstart: Inspirationsøvelser til opstart efter lang tids håndboldpause

Håndboldfitness: Kom hele kroppen rundt med puls, styrke og boldspil

Five-a-side Håndbold: Få ideer til fede og sjove Five-a-side træninger

Beach handball: Inspirationskort til dig, der vil spille håndbold i sandet

Andet materiale: Få inspiration til træningsøvelser fra Håndboldskolerne gennem de seneste år: 2020, 2019 og 2018.

Bestil bolde

Den gule five-a-side-bold kan bestilles her

Håndbolde i forskellige størrelser inkl. streethåndbolde kan fx bestilles her

 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE