Nyheder og presse
Del
Damelandshold

Kvindelandsholdet møder Norge i to testkampe

Skrevet af Frederik G. Schmidt
18. nov 2020Kl. 18:51

Det danske kvindelandshold i håndbold får i næste uge alligevel mulighed for at pudse EM-formen af, når Danmark tager imod Norge i to landskampe i Vejle.

Håndbolddamerne møder mandag den 23. november ind til landsholdssamling. Oprindeligt skulle de to dage senere rejse til Norge, hvor der ventede tre testkampe mod henholdsvis Frankrig, Norge og Tyskland. De kampe blev desværre aflyst, da Norges Håndboldforbund tidligere på ugen trak sig som vært for EM 2020 grundet de norske Covid-19-restriktioner.

Efterfølgende er det på få dage lykkedes Dansk Håndbold Forbund at arrangere to landskampe i Vejle, hvor Jesper Jensens tropper får mulighed for at teste sig selv mod de skandinaviske naboer. Kvindelandsholdet kan derfor nu se frem til en noget bedre forberedelse frem mod det forhåbentligt forstående EM – og det glæder Dan Arnløv Jørgensen, der er formand for kultur- og idrætsudvalget:

”Vi er selvfølgelig glade for, at vi i Vejle kan bidrage med den nødvendige hjælp til håndbolden og kvindelandsholdet. Det er ikke en speciel sjov tid, vi er i lige nu, hvorfor det også er vigtigt, at vi bakker op om Håndbolddamerne, der om nogen kan samle os danskere,” siger Dan Arnløv Jørgensen.

Hos Dansk Håndbold Forbund ser man også frem til de to landskampe:

”Jeg glæder mig først og fremmest på spillere og lederes vegne, der nu kan få spillet to vigtige testkampe, inden vi forhåbentligt går ind i et mesterskab om blot få dage. Det har igen krævet et enormt arbejde fra gode kolleger og uundværlige frivillige. Nu håber jeg, at alle vores trofaste fans vil sidde klar foran en skærm både onsdag og torsdag, så kvindelandsholdet får den støtte, de fortjener,” siger sportschef Morten Henriksen.

Programmet for kampene ser således ud:
25/11 kl. 20.30 Danmark – Norge i Spektrum Vejle (vises på TV 2 Sport)
26/11 kl. 20.00 Danmark – Norge i Spektrum Vejle (vises på TV 2 Sport)

Grundet myndighedernes nuværende restriktioner vil der ikke være billetsalg til kampene.  

Vælg forbund

Luk
ANNONCE