Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Damelandshold

Klavs Bruun Jørgensen stopper som landstræner

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
08. jan 2020Kl. 13:40

Efter en grundig evaluering er Dansk Håndbold Forbund og Klavs Bruun Jørgensen blevet enige om, at det er tid til at finde en ny landstræner for det danske kvindelandshold.

Klavs Bruun Jørgensen har været landstræner for det danske kvindelandshold siden 1. juni 2015, og i de fire et halvt år har Klavs Bruun Jørgensen på mange områder løftet dansk kvindehåndbold i en ny retning. Det er derfor med ærgrelse, at Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund, må sige farvel til sin landstræner.

”Da vi ansatte Klavs, var det blandt andet, fordi vi forventede, at han med sin kontante tilgang og store portion empati havde kompetencerne til at samle truppen og skabe en fornyet holdånd. Og det må jeg bare sige, at Klavs er lykkedes med i stor stil. Det er et helt nyt landshold både fysisk og mentalt, vi står med i dag i forhold til for fem år siden. At vi så ikke er lykkedes med de sidste få procent i forhold til de sportslige resultater, det er bare så ærgerligt,” siger Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund. 

Grundig evaluering ligger forud
Siden landsholdet kom hjem fra slutrunden i Japan, har Morten Henriksen stået i spidsen for en tilbundsgående analyse af landsholdet og trænerteamet, som har involveret mange samarbejdspartnere og interessenter. Og det er blandt andet på denne baggrund, at Klavs Bruun Jørgensen og Dansk Håndbold Forbund har besluttet, at samarbejdet skal stoppe.  

”Det har langt fra været en analyse, hvor resultatet trækker i én retning. Der kan helt klart tales for og imod at fortsætte med Klavs ved roret. Men efter at have været hele vejen rundt er vi i fællesskab blevet enige om, at tiden er til at gå hver til sit i den forhåbning, at en udskiftning på trænerposten kan medvirke til at finde de sidste procent, der skal til for at opnå de eftertragtede medaljer,” siger sportschefen og fortsætter: ”Vi har rigtigt meget at takke Klavs Bruun Jørgensen for, både når det handler om holdets fysiske og mentale udvikling og for hans store engagement og dedikationen til kvindehåndbolden. Personligt vil jeg også gerne takke for et rigtigt godt samarbejde, som, jeg er ked af, skal slutte nu.”

Også Klavs Bruun Jørgensen er ked af, at samarbejdet stopper nu, men han mener, det er det rigtige for dansk kvindehåndbold:

”Når de sportslige resultater ikke er der, er der grænser for, hvor langt man kan trække den. Men det er da ingen hemmelighed, at det har været en svær beslutning, vi har måttet træffe,” siger Klavs Bruun Jørgensen og fortsætter:”Jeg er særligt ked af at stoppe det gode samarbejde med pigerne, der har udviklet sig helt utroligt meget de sidste år. Jeg håber, de fortsætter ad den vej, de er trådt ind på med at tage mere ansvar for deres egen udvikling og blive ved med at forvente mere af deres omgivelser, som også forventer meget af dem.”

Dansk Håndbold Forbund går nu i gang med at finde den kommende landstræner og det rigtige set-up for fremtidens kvindelandshold frem mod målet om medaljer på hjemmebane i december 2020.

For mere information

Kommunikationschef Katrine Munch Bechgaard, tlf. 6137 9896

Sportschef Morten Henriksen, tlf. 2140 8567

 

 

Vælg forbund

Luk