Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Børn og unge
Bredde

Kender du en frivillig, der er Håndboldens Hverdagshelt?

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
21. okt 2019Kl. 08:11

Dansk Håndbold Forbund og den landsdækkende værkstedskæde AutoPartner går sammen om at hylde de frivillige i håndbolden med en helt ny pris – Håndboldens Hverdagshelt. Nu kan du indstille din hverdagshelt til prisen på 20.000 kroner.

Hver dag bruger tusindevis af frivillige timer i og omkring de danske håndboldhaller på alt lige fra træning, tøjvask, kørsel og madlavning til registrering, administration og alt det midt imellem. Den store indsats, som de frivillige lægger i håndboldens navn, har AutoPartner sammen med Dansk Håndbold Forbund besluttet sig for at hylde med en ny pris.

”De frivillige er hjulene, der får maskinen til at køre i dansk håndbold. Derfor er den her pris en hyldest til de frivillige og en anerkendelse af deres store indsats. Og selvom der jo kun er én, der kan vinde hovedpræmien, så kan og skal prisen være med til at sætte fokus på det helt uvurderlige arbejde, som de frivillige bidrager med i og omkring de danske håndboldhaller,” siger Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Foruden hovedpræmien på 20.000 kroner, hvoraf halvdelen går til den frivillige selv og den anden halvdel skal bruges i den frivilliges klub, vinder 2.-5. pladsen et gavekort på en middag til en værdi af 2.500 kr.

Lokalt engagement skal belønnes
Sponsoren bag prisen – værkstedskæden AutoPartner – har gennem en årrrække støttet og sponsoreret dansk håndbold lige fra guldkampe på tv til håndbold i de små, lokale foreninger. Og for Sanne Fredsøe, der er marketingchef hos AutoPartner, er prisen en naturlig forlængelse af ambitionen om som værkstedskæde at være relevant og tilstede i lokalmiljøet:

”AutoPartner er lokale værksteder, der alle har kontakt med de bagvedliggende kræfter, der er i klubberne i form af drivstærke frivillige. Vi vil gerne give et klap på skulderen for den ekstra indsats, som vi ved, der er rigtig mange, der yder. For os er det vigtigt at være lokale og være dem der hjælper ved store og små udfordringer – præcis ligesom de frivillige i foreningerne.”

Indstil din hverdagshelt
Indstillingsperioden åbner d. 21. oktober og løber frem til d. 20. november. I den periode kan du gå ind på indstillingssiden og indstille den person, du synes skal vinde prisen som Håndboldens Hverdagshelt. Du kan indstille din helt skriftligt eller via et videoindslag. Og husk: Ingen heltegerning er for lille eller stor til prisen.

Når indstillingsperioden udløber, vil en jury votere. I juryen sidder Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær Morten Stig Christensen, den tidligere landsholdsspiller Janne Kolling, marketingchef hos AutoPartner Sanne Fredsøe og formanden for Dansk Håndbold Forbunds bredde- og udviklingsudvalg og bestyrelsesmedlem Betina Lyng Bjerre. De udvælger først fem blandt de indstillede, og derefter finder de en vinder blandt de fem. Vinderen får besked på Håndboldens Dag d. 11. januar.

Indstil din frivillige til prisen som Håndboldens Hverdagshelt her frem til d. 20 november. 

Kontakt:
Sanne Fredsøe, marketingchef i Autopartner, sfr@autopartner.dk, 8745 4444

Katrine Munch Bechgaard, kommunikationschef i Dansk Håndbold Forbund, kmb@dhf.dk, 6137 9896

Vælg forbund

Luk