Nyheder og presse
Del
Bredde
Nyt fra DHF

Kan jeres håndboldforening håndtere et hjertestop?

Skrevet af Nadia Ankerfelt Rasmussen
01. jul 2021Kl. 08:58

Er jeres forening klædt på til at hjælpe, hvis der er en som falder om med et hjertestop? Hvis ikke er der hjælp at hente hos Hjerteforeningen, hvor I på et kort kursus kan få genopfrisket livreddende førstehjælp.

Hele Danmark så med, da Christian Eriksens hjerte holdt op med at slå midt under EM-landskampen mod Finland i Parken. Takket være fantastisk hjælp og et enkelt stød fra en hjertestarter lykkedes det at genoplive fodboldstjernen.

I dét øjeblik fik vi en kollektiv påmindelse om, at hurtig hjælp er altafgørende ved hjertestop, og at ulykken kan ramme når, hvor og hvem som helst. Det har fået mange til at overveje, hvor godt man egentlig er klædt på til at hjælpe, hvis uheldet skulle være ude fx i håndboldhallen.

Har tanken også strejfet jer, så er der her en god mulighed for at få genopfrisket jeres førstehjælpsevner – helt gratis.

Hjerteforeningen tilbyder gratis hjerteredderkursus

Kan jeres håndboldforening samle 5-15 personer over 12 år, kan I få et hjerteredderkursus helt gratis. Kurset varer 30 minutter og kan enten gennemføres online eller med besøg fra en instruktør.

På kurset lærer I at undersøge en bevidstløs person, ringe 1-1-2, give hjertemassage og kunstigt åndedræt med 30 tryk og 2 pust og at bruge en hjertestarter (AED).

I kan læse mere og tilmelde jer lige her.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE