Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde

Kære trænere: Fokuser på træning, ikke kampe

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
05. mar 2021Kl. 13:38

Dansk Håndbold Forbund har sammen med gruppen af fysiske eksperter opdateret anbefalingerne til opstart af kampe og stævner, der skal sikre en god tilbagevenden til håndbolden.

Endelig kan vi kaste og gribe og mødes i det fantastiske fællesskab, som håndbolden er. Det er dog meget vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at passe på hinanden og vores egen krop, således vi undgår skader.

Det kan være fristende at give den gas på græsset eller asfalten, men kroppen har ikke spillet håndbold længe, og det skal man have respekt for som både træner og spiller. Håndbold indeholder mange fysiske elementer - og derfor er der øget risiko for både akutte skader og overbelastningsskader efter Corona-pausen, hvis du ikke tålmodigt genopbygger din form.

Ved genåbningen i august startede Dansk Håndbold Forbund et samarbejde med Team Danmarks fysiske eksperter og med projekt ’Happy’ (Health And Performance Promotion in Youth ) fra Syddansk Universitet med adjunkt Merete Møller, Lektor Lotte Nygaard Andersen, idrætsforsker Jesper Bencke og sportsfysiolog fra Team Danmark Line Hovgaard-Hansen. 

Den ekspertgruppe er igen kommet med deres bud på, hvor lang tid man bør træne, før man kaster sig ud i at spille kampe for forskellige aldersgrupper. Disse anbefalinger er nu opdaterede på vores hjemmeside, hvor du også kan finde inspirationsvideoer med øvelser rettet mod en god opstart på håndbolden udenfor hallen.

Det er vigtigt, at man gradvist opbygger træningen, før man begynder at spille (trænings)kampe igen. De håndboldspecifikke bevægelser skal doseres og gradvist opbygges, og antallet af aktioner og intensitet kan tilpasses, når vi igen har mulighed for at komme i hallen. 

Du finder alle anbefalinger, retningslinjer og inspirationsøvelser her.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE