Nyheder og presse
Del
Herrelandshold
Nyt fra DHF

Herrelandsholdets EM-kvalifikationskamp mod Schweiz spilles torsdag

Skrevet af Frederik G. Schmidt
04. nov 2020Kl. 12:16

Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) har i dag godkendt, at EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Schweiz spilles torsdag aften kl. 20.00 i Ceres Arena i Aarhus.

Det danske herrelandshold i håndbold skulle i aften have spillet den første kamp i EM-kvalifikationen til EM 2022 i Ungarn og Slovakiet. Den kamp blev dog i går udskudt, da det schweiziske landshold ikke kunne overholde de schweiziske covid-19-regulativer, der i første omgang resulterede i et schweizisk afbud til kampen.

I mellemtiden har Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) nu meddelt, at kampen i stedet kan spilles torsdag aften, da det schweiziske landshold nu overholder deres hjemlige covid-19-regulativer samt EHF’s restriktioner.  

Den melding glæder Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund:

”Det er selvfølgelig en rigtig god nyhed for os alle. Jeg vil gerne takke alle de frivillige, der virkelig har vist stor omstillingsparathed – uden dem ville det her ikke kunne lade sig gøre. Jeg er også meget glad på spillernes og ledernes vegne, der endelig kan spille en landskamp på dansk grund igen. Nu håber jeg, at alle vores trofaste fans vil sidde klar foran en skærm i morgen aften, så drengene får den støtte, de fortjener,” siger Morten Henriksen.

Kampen vises på TV 2 Sport. 

For yderligere information
Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund, mhn@dhf.dk, tlf. 21408567
Frederik G. Schmidt, presse- og kommunikationskonsulent, fgs@dhf.dk, tlf. 30684279

Vælg forbund

Luk
ANNONCE