Nyheder og presse
Del
Kvindelandsholdet er ved de seneste to mesterskaber nået hele vejen frem til semifinalerne. Foto: Lars Møller.
Kvindelandshold

Hård men spændende EM-lodtrækning for kvindelandsholdet

Skrevet af Jens Jacob Juulsager
28. apr 2022Kl. 18:30

Det bliver Sverige, Slovenien og Serbien, der venter kvindelandsholdet, når der til november spilles EM i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

Lodtrækningsheldet var ikke for alvor med kvindelandsholdet, der til gengæld kan se frem til flere spændende opgør allerede i det indledende gruppespil ved EM til november. Det er status efter lodtrækningen torsdag eftermiddag på det historiske Ljubljana Slot i den slovenske hovedstad.

Danmark havnede i gruppe B i selskab med Sverige, Slovenien og Serbien. Som kamprækkefølgen ser ud, er det de slovenske værter, der venter i et brag af en åbningskamp, mens vi står over for vores svenske naboer i den potentielt afgørende gruppekamp. En lodtrækning der kunne have været bedre, erkender landstræner Jesper Jensen, men som også giver ham store forventninger til EM.

- Overskriften er, at det bliver svært. Men overskriften er også, at det bliver vildt fedt at møde Slovenien på deres hjemmebane i åbningskampen, hvor tusindvis af fans glæder sig. Det bliver en kæmpe oplevelse for os, siger han.

Med lodtrækningen står det samtidig klart, at Danmark spiller det indledende gruppespil i den slovenske by Celje, mens en eventuel hovedrunde vil foregå i Sloveniens hovedstad, Ljubljana, hvor også finaleweekenden spilles. De øvrige to værtsbyer er Skopje i Nordmakedonien og Podgorica i Montenegro.

De tre bedste nationer fra hver af de fire indledende puljer går videre til hovedrunden, hvor Danmarks gruppe krydser med gruppe A, bestående af Norge, Ungarn, Kroatien og Schweiz. At netop de stærke nordmænd venter allerede i en eventuel hovedrunde betyder, at danskerne skal toppræstere for at sikre en af de to pladser videre i semifinalen, konkluderer Jesper Jensen.

- Historisk set betyder det, at der måske kun er én plads at spille om i semifinalen, fordi Norge er så stærke, at de formentlig napper den ene. Men så må vi bare sørge for at tage den anden.

- Vores forhåbninger til EM er lige så store som før lodtrækningen, men bjerget er måske blevet lidt stejlere at bestige. Det er præmissen nu, og så handler det bare om at præstere, og det er jo også det, vi gerne vil på landsholdsniveau – at spille mod de bedste for selv at blive de bedste. Så selvom bjerget er højt at bestige, er det bare om at kravle, lyder det optimistisk fra landstræneren, hvis hold var topseedet til lodtrækningen efter de overbevisende præstationer i EM-kvalifikationen.

Historiens 15. Europamesterskaber spilles utraditionelt allerede i november, fra fredag den 4. til søndag den 20., så det ikke falder sammen med VM i herrefodbold, der afholdes til december.

De fire indledende grupper ser således ud:

Danmark har med tre EM-titler vundet mesterskabet næstflest gange efter Norge. Den seneste triumf kom i 2002. Ved Europamesterskaberne på hjemmebane i 2020 blev Danmark nummer fire.

Vælg forbund

Luk