Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Jannick Green havde godt fat i redningerne under kampen mod Ungarn
Herrelandshold

Håndboldherrerne gav Ungarn storklø

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
03. jan 2019Kl. 22:16

Det var en dansk trup i storform, der torsdag aften slog det ungarske landshold med hele 14 mål. Nikolaj Jacobsens tropper kunne gå fra banen med en sejr på 33-19 (19-10), og det selvom hverken Mikkel Hansen, Henrik Toft eller Hans Lindberg var med på bænken.

Torsdag spillede de danske håndboldherrer deres første træningskamp mod Ungarn forud for VM på hjemmebane. Her kort før VM var truppen dog uden Henrik Toft og Hans Lindberg, der begge sad over med skader, samt Mikkel Hansen, der have fået fri på grund af en forestående familieforøgelse.

Kampen startede med et minuts stilhed, og herrelandsholdet bar alle sørgebind i respekt for ofrene for ulykken på Storebæltsbroen. Herefter kunne kampen gå i gang, og det viste sig hurtigt, at Nikolaj Jacobsens tropper var i storform. To gange Nikolaj, nemlig Øris og Markussen, fik sammen med Rasmus Lauge hurtigt sat en række mål i nettet, og i løbet af fem minutter var Danmark foran 4-0. Også i den anden ende af banen var Jannick Green i storform i målet, hvor han havde en række redninger. Der skulle faktisk gå hele seks et halvt minut, før Ungarn kom på tavlen med deres første scoring.  

Det gode spil fra de danske herrer fortsatte gennem hele første halvleg, og efter små 12 minutter hamrede Rasmus Lauge bolden i mål til 10-4. Selvom stort set alt lykkedes for Rasmus Lauge, var både Nikolaj Øris og Nikolaj Markussen også i storform, og de stod for hver fem scoringer i første halvleg. På en hurtig kontra scorede Lasse Svan danskernes 19. mål, og herefter kunne Håndboldherrerne gå til pause med en føring på 19-10.

Ungarn startede anden halvleg med at blive grebet ud af Jannick Green, og derefter tog Rasmus Lauge fat, hvor han slap, og hamrede bolden i mål til 20-10. Herefter reducerede Ungarn til først 11, så 12 og derefter 13-20, hvorefter det lykkedes for Johan Hansen på sit tredje forsøg at sætte bolden i mål fra fløjen til 21-13.

Også i den anden ende havde Johan Hansen en finger med i spillet, da han nappede en bold i forsvaret og sendte Casper U. Mortensen i angreb med en scoring til 22-13. Efter et par mål i begge ender trak Martin Larsen et straffe, som Casper U. sikkert loppede hen over den ungarske målvogter. Jannick Green kvitterede med en stor redning i den anden ende, og så blev målmaskinen Casper U. igen sat i gang. Først med en fræk assist fra Morten Olsen og en scoring til 27-18 og herefter endnu en scoring fra fløjen til 28-19. På den anden fløj sikrede Johan Hansen den danske trup en ti-måls-føring, 29-19, med seks minutter igen.  Kampen sluttede med, at Mads Mensah plukkede en bold i ungarernes angreb og scorede på en kontra til 32-19, hvorefter Martin Larsen satte den sidste bold i nettet. Kampen endte 33-19 til Danmark.

De danske tropper møder Ungarn i en sidste testkamp på søndag d. 6. januar i Sparekassen Fyn Arena i Odense. Kampen kan ses på TV 2 klokken 15.50. Forinden møder det danske U19-landshold Frankrig i en kamp, der bliver vist på TV 2 Sport klokken 13.40.

VM starter på torsdag d. 10. januar, hvor Danmark møder Chile i Royal Arena i København. Denne kamp kan også ses på TV 2 klokken 20.15.

Vælg forbund

Luk