Nyheder og presse
Del
I alt blev der samlet mere end 100 millioner kr. ind til verdens sårbare børn lørdag aften. Foto: DR / Agnete Schlichtkrull
Børn og unge
Bredde
Herrelandshold
Kvindelandshold
Liga & 1. division herrer
Liga & 1. division damer
Nyt fra DHF

Håndbolddanmark støtter Danmarks Indsamling med mere end 3 millioner

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
05. feb 2023Kl. 07:39

Alle håndboldspillere, lige fra ungdom til landshold, har bidraget til årets Danmarks Indsamling. Lørdag aften blev det så afsløret, hvor mange penge det i år er lykkedes at samle ind til verdens sårbare børn.

Der blev skudt, scoret og jublet til den helt store guldmedalje i sidste weekend, da hele Håndbolddanmark samlede ind til dette års Danmarks Indsamling. For hvert mål, der blev scoret, donerede A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden nemlig 50 kr. til indsamlingen.

Udover alle landets håndboldspillere har Håndboldherrerne også bidraget til indsamlingen med beløbet fra auktionen for deres specialdesignede landsholdstrøjer.

Lørdag aften ved det store liveshow blev det så afsløret, hvor meget Håndbolddanmark har samlet ind i alt – og det totale beløb lød på: 3.315.240 kr.

- At vi skulle lande på mere end 3 millioner kroner, havde jeg slet ikke turde drømme om – det er så flot! Det kan godt være, at vi hylder Hansen, Gidsel og Pytlick for at score mange mål, men alle håndboldspillere over hele landet fortjener også den største hyldest for alle de mål, de har scoret for den gode sag. Og selv hvis ikke man har spillet kamp, er jeg sikker på, at man har heppet ekstra meget på sine klubkammerater, og det har lige så stor værdi i det fællesskab, som håndbolden er, siger Morten Stig Christensen, formand for Dansk Håndbold Forbund og tilføjer:

- Der skal lyde en kæmpe tak til hele Håndbolddanmark, Norlys, A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden og ikke mindst vores landshold, for at bakke op.

Hvert et mål talte
Den efterfølgende optælling af antal scorede mål afslørede, at der i de 1.720 kampe, der blev spillet i sidste weekend, blev scoret intet mindre end 58.756 mål. Det højest scorede antal mål af et hold i én kamp var 42.

A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden har efterfølgende valgt at runde op til 60.000 mål, og det betyder, at hele Håndbolddanmark har været med til at bidrage med hele tre millioner kroner til at hjælpe verdens sårbare børn.

- Det er fuldkommen fantastisk, og på vegne af hele Danmarks Indsamling skal der lyde en stor og dybtfølt tak til A.P. Møller – Mærsk, A.P. Møller Fonden og Dansk Håndboldforbund, men i lige så høj grad til alle håndboldspillere landet over. Der er så meget brug for hjælp til de sårbare børn i de projekter vi arbejder med, så en donation af den størrelse kommer til at gøre en markant forskel, siger Mulle Juul Korsholm, formand fra Danmarks Indsamling.

Verdensmestrenes unikke trøjer
Håndboldherrernes hovedsponsor Norlys valgte også igen i år at donere deres logoplads på spillernes trøjer til Danmarks Indsamling. Men i år var trøjerne noget anderledes. Det var nemlig nogle af landsholdsspillerne selv, der tilbage i efteråret designede deres bud på en landsholdstrøje, inspireret af farverne i FN’s Verdensmål.

De unikke trøjer har været mulige at byde på via auktion hos Lauritz.com. Auktionen sluttede i går aftes, og der var mange bud på de danske landsholdstrøjer, som i alt indbragte hele 315.240 kr. til Danmarks Indsamling. Den spiller, hvis trøje løb med det højeste bud, var Danmarks nummer 24, Mikkel Hansen.

Læs mere om Danmarks Indsamling her.

Vælg forbund

Luk