Nyheder og presse
Del
Foto: Lars Møller
Kvindelandshold
Nyt fra DHF

Håndbolddamer bliver til håndboldkvinder

Skrevet af Jens Jacob Juulsager
24. jun 2022Kl. 12:36

Sproget udvikler sig, og det skal håndbolden også. Derfor benytter vi i Dansk Håndbold Forbund fremover betegnelsen kvinder, og ikke damer, om vores kvindelige spillere.

Det startede egentlig som en åben drøftelse på kvindelandsholdet, der hidtil er gået under betegnelsen ”Håndbolddamerne”.

Det har spillerne levet fint med, men da de fleste rent faktisk betegner sig selv som kvinder, gav det anledning til at se på, om vi i Dansk Håndbold Forbund ikke også skulle følge trop og betegne dem som ”Håndboldkvinderne”.

Overvejelserne er blevet taget op hos bestyrelsen i Dansk Håndbold Forbund, der enstemmigt bakker op om, at alle spillere der før blev betegnet som damespillere, fremadrettet betegnes som kvindespillere og i forlængelse deraf kvindehold. Det gælder lige fra A-landshold ned til U17-landshold og på tværs af alle klubturneringer.

”Personligt synes jeg, håndboldkvinderne lyder mere ’up to date’. For mig lyder en dame som en, der er lidt ældre, mens jeg synes, at kvinde lyder mere friskt og ungdommeligt, så sådan et skifte er fint for mig,” siger landsholdsprofilen Anne Mette Hansen, der suppleres af den nykårede danske mester fra Odense Håndbold, Mie Højlund:

”Jeg kan godt forstå, det bliver skiftet, for udtrykket ændrer sig ved at sige kvinde i stedet for dame. I min optik ligger der måske lidt mere power bag ordet kvinde.”

Landstræneren ser perfekt match til holdet

I første omgang er navneændringen slået igennem på landsholdets velbesøgte sider på Facebook og Instagram, hvor holdet nu hedder ”Håndboldkvinderne”.

Landstræner Jesper Jensen mener også, at betegnelsen kvinder matcher bedst til det hold, der imponerede stort ved det seneste mesterskaber i december ved at vinde VM-bronze.

”Jeg synes, det passer bedre til den her gruppe af kvinder, der er på landsholdet lige nu, for de er ekstreme sportsfolk, de er superdygtige og de er mega dedikerede.”

”De er så ivrige for at gøre en forskel, hver eneste gang de trækker i landsholdstrøjen, så jeg synes, de fortjener al den anerkendelse, som de kan få – også selvom det handler om en relativt lille ting som en navneændring,” siger han.

Ændringen af betegnelsen fra damer til kvinder vil i den kommende tid løbende blive implementeret på Dansk Håndbold Forbunds hjemmesider, i turneringsoversigter og lignende.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE