Nyheder og presse
Del
Fra 1. marts må vi atter træne udendørs i grupper på max 25 personer. Foto: Jan Christensen
Børn og unge
Uddannelse
Bredde
Liga & 1. division herrer
Liga & 1. division damer
Dommer
Nyt fra DHF

Fra 1. marts må alle træne håndbold i grupper op til 25 personer

Skrevet af Nadia Ankerfelt Rasmussen
26. feb 2021Kl. 17:01

Med foråret på vej og dalende smittetal går det ENDELIG den rigtige vej for foreningslivet. De nye lempelser giver håndboldspillere lov til at træne udendørs i grupper op til 25 personer.

Det var gode nyheder, som statsministeren kunne præsentere tidligere på ugen, for regeringen og sundhedsmyndighederne er nu klar til at genåbne Danmark oven på den lange corona-nedlukning.

Selvom vi må vente lidt endnu med at komme indenfor i hallen, så må vi – vigtigst af alt – mødes til udendørs håndboldtræning i grupper på op til 25 personer. Det har stor betydning både socialt, fysisk og mentalt, at vi endelig må komme i gang. Du kan finde inspiration til udendørstræning her. Anbefalinger til den gode opstart kommer snarest.

Herunder har vi samlet de nye retningslinjer:

1. Må både børn og voksne mødes op til 25 personer til udendørs træning? Ja.

2. Er der krav om negativ test, før man må deltage i udendørs træning? Nej, der er ikke krav om corona-test eller negativ test.

3. Må vi rykke indendørs træning udendørs? Ja, det er tilladt at afvikle træning udendørs i grupper på op til 25 personer inkl. træner. Der behøver ikke at være på en opkridtet bane – I er også velkomne til at træner i parker, på stranden, på stierne, eller hvor I nu kan være. Det er bare vigtigt, at træningen er tydeligt organiseret og foregår i klubregi - fx med ensfarvede overtrækstrøjer.

4. Tæller en træner med i forsamlingsforbuddet på 25? Ja, forsamlingsforbuddet omfatter alle de tilstedeværende dvs. både udøvere, trænere, dommer og evt. tilskuere eller forældre mv.

5. Må vi arrangere træning for flere grupper samtidig? Ja, hvis I sikrer, at hver gruppe er på max 25 personer inkl. træner. I skal desuden sikre, at I overholder følgende:

  • Der skal være tilstrækkelig afstand mellem grupperne - gerne mindst 2 meters afstand.
  • I skal sørge for at afgrænse den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
  • Der skal altid være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn. Husk at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 25 personer.

6. Må en træner stå for aktiviteter i flere grupper af 25 samtidig? Nej, hvis der er flere grupper til stede på samme tid, må en instruktør eller træner kun have ansvaret for aktiviteterne i en af grupperne.

7. Må klubhuse, omklædningsrum og foreningslokaler benyttes i forbindelse med f.eks. toiletbesøg og afhentning af udstyr?
Toiletter, materialerum- og skabe mv. må gerne holdes åbne for opbevaring og kortvarige ophold, hvis det kan aftales med hallen. Omklædningsrummet må også gerne være åben for kortvarige opholde - fx hvis man skal gå igennem for at komme til et toilet, men man må ikke klæde om og bade. 

8. Hvor finder vi et velegnet udendørs areal? Kontakt jeres kommune eller facilitetsudbyder, da de har det samlede overblik over arealerne og kan hjælpe med at sikre, at flest mulige får plads til at træne et sted på forsvarlig vis. Det er også nødvendigt i forhold til koordinering med skolerne, og for at græsarealerne ikke tager skade.

Oplagte udendørsarealer, der kan tages i brug, kan fx være græsarealer, parker, skolegårde og asfaltarealer som fx ubenyttede parkeringspladser mv. 

Sidder du tilbage med et corona-relateret spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anders Fredsgaard på vores corona-hotline på telefon 3155 5500 eller mail covid19@dhf.dk.

 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE