Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde
Nyt fra DHF

Fagansvarlig til foreningsudvikling og voksenindsatsen (Barselsvikariat)

25. maj 2022Kl. 15:53

Har du fagligheden og gennemslagskraften til at drive implementeringen af vores nye vidensgrundlag 'Rigtig, sjov håndbold'? Så er du måske vores nye kollega i Dansk Håndbold Forbunds udviklingsafdeling.

Som fagansvarlig for foreningsudvikling kommer du til at arbejde med, hvordan viden bliver til handling på håndboldbanen og i klublokalet. Dansk Håndbold Forbund har i de seneste tre år arbejdet med at skabe et solidt vidensgrundlag for god og udviklende børne- og ungdomshåndbold, som nu skal ud at leve i håndboldforeningerne – blandt trænere, forældre og ledere.

Dit primære ansvarsområde vil være at drive en implementerings- og formidlingsproces over for både interne og eksterne interessenter. Du skal iværksætte og udføre de planer, der allerede er lagt for projektet og selvfølgelig tilføje din faglighed og styrker til processen.

Inden for voksenområdet skal du understøtte indsatser som Five-a-side Håndbold og Håndboldfitness samt hjælpe klubber og lokale foreningskonsulenter med at opstarte og fastholde tilbud til glæde for voksne motionister. Dette bliver gjort i samarbejde med DGI Håndbold. Du skal også betjene Seniorfaggruppen i Dansk Håndbold Forbund.

Du kommer også til at være sparringspartner og opsamle viden inden for frivillighed og medlemsudvikling i Dansk Håndbold Forbund. I tæt samarbejde med foreningskonsulenter og kommunikationskonsulenter vil du indsamle og formidle viden om frivillighed, foreningsledelse og medlemsudvikling, der skal gives videre til foreninger samt kredse og regionalforbund under Dansk Håndbold Forbund.

Hvem er du?
Som fagansvarlig har man mange forskellige typer af opgaver, derfor kan vi ikke sige præcist, hvilken faglig baggrund du kommer med. Du kan både være lærer, universitetsuddannet med baggrund i idræt, samfundsvidenskab, pædagogik eller noget helt femte. Det er dog vigtigt for os, at du:

  • har erfaring med proces- eller projektledelse
  • har en stærk formidlingsevne både skriftligt og mundtligt
  • har flair for at indsamle viden og skabe et struktureret overblik, så det er let for andre at forstå og bruge
  • har erfaring med både kvantitative og kvalitative metoder
  • har forståelse for sammenhængen mellem politiske og administrative lag samt foreningernes rolle i samfundet
  • har interesse for og erfaring med håndbold, fx som håndboldtræner, leder eller andet frivilligt arbejde.


Derudover er det vigtigt for os, at du:

  • arbejder struktureret og kan se helheder, sammenhænge og synergier mellem fagområder og forskellige aktører i dansk håndbold
  • driver dine egen opgaver og har erfaring med at inddrage kollegaer og samarbejdspartnere i dine projekter
  • er nysgerrig på andre og har let ved at skabe nye relationer og netværk
  • er fleksibel i forhold til arbejdsopgaver, der kan ligge uden for normal arbejdstid.


Det praktiske
Din primære arbejdsplads vil være på Dansk Håndbold Forbunds kontor i Brøndby.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen eksklusive frokostpauser. Der kan forekomme aften og weekendarbejde, ligesom der vil være sæsonudsving i arbejdsbelastningen. Stillingen er et tidsbegrænset barselsvikariat, som udløber i foråret 2023.

Vi forventer opstart i stillingen fra primo august. Ansættelsen vil som udgangspunkt løbe i 11 måneder med mulighed for forlængelse op til 3 måneder.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte udviklingschef Lene Karsbæk på tlf. 40456181 eller lek@dhf.dk onsdag d. 8. juni fra kl. 10-12 og torsdag d. 9. juni fra kl. 10-12.

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til DHF-job@dhf.dk senest mandag d. 13. juni 2022 kl. 9.00. I emnefeltet skriver du ’Fagansvarlig - barselsvikariat’.

Vi forventer at holde samtaler den 16. og 17. juni i Brøndby.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE