Nyheder og presse
Del
Damelandshold

EM i kvindehåndbold får lov at fortsætte

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
10. dec 2020Kl. 15:00

Selvom regeringen og myndighederne har indført restriktioner i flere kommuner, herunder Herning, kan selve kampafviklingen ved EM i kvindehåndbold fortsætte.

Den yderligere nedlukning i 31 kommuner kommer ikke til at påvirke selve kampafviklingen ved EM i kvindehåndbold. Det er nemlig fortsat tilladt at afvikle elitesport, dog nu uden de op til 500 publikummer som tidligere. Nedlukningen får derfor ikke betydning for den sportslige del af mesterskabet, mens det altså betyder, at antallet af mennesker, som må være i Jyske Bank Boxen i Herning, må nedjusteres.

Før nedlukningen måtte der være op til 500 mennesker hver i de to arenaer, hvilket betød at der – når alt arbejdende mandskab var trukket fra – hver aften kunne være en lille mængde udefrakommende gæster, som kunne overvære håndbolden på lægterne. Med den yderligere nedlukning er det ikke muligt mere, men der må fortsat være de nødvendige mennesker i arenaen, som har et arbejde, de skal udføre, fx tv-hold, presse og officials.

EM i kvindehåndbold går torsdag ind i mellemrunden, hvor seks hold i hver arena kæmper om at komme videre til finaleweekenden. Danmark spiller deres første kamp i mellemrunden fredag, hvor de møder Sverige. Søndag står Danmark over for Montenegro, og tirsdag spiller holdet gruppefinalen mod Rusland. Alle kampe er klokken 20.30, og de kan ses på TV 2. Finalen bliver spillet søndag d. 20. december klokken 18.00.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE