Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
VM-programmet er på plads
Herrelandshold

De danske håndboldherrer spiller VM-kampe i primetime

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
31. okt 2018Kl. 09:05

TV-stationerne har forhandlet færdig om spilletiderne til verdensmesterskaberne i herrehåndbold i Danmark og Tyskland i januar 2019. Resultatet er, at de danske håndboldherrer spiller alle deres kampe i bedste sendetid.

Når Nikolaj Jacobsens tropper skyder den del af VM i gang, som foregår i Danmark, bliver det i et opgør mod Chile torsdag d. 10. januar klokken 20.15. Ud over at kampen er startskuddet til 17 dage med herrehåndbold på øverste hylde, så er det også første gang nogensinde, at Royal Arena i København lægger gulv til en håndboldkamp.

De danske herrers åbningskamp har været noget af et tilløbsstykke, derfor er den også allerede udsolgt. Men der er stadig billetter til Danmarks kampe i Herning, ligesom det er muligt til favorable priser at opleve herrehåndbold i verdensklasse fra d. 10.-20. januar i Royal Arena i København.  

Se den fulde spilleplan på mesterskabets hjemmeside.

Kampe i bedste sendetid
Efter kampen i Royal Arena rykker det danske landshold til Herning, hvor resten af kampene i den indledende runde af Gruppe C bliver spillet i Jyske Bank Boxen. De danske herrer spiller næste kamp i den indledende runde mod Tunesien lørdag d. 12. januar klokken 20.15. Mandag møder Nikolaj Jacobsens tropper Saudi Arabien klokken 20.15, og tirsdag er det Østrig, der tørner sammen med de rød/hvide. Denne kamp bliver til forskel fra de øvrige spillet klokken 20.45. Sidste kamp i den indledende runde foregår torsdag d. 17. januar, hvor Danmark står over for de nordiske rivaler fra Norge klokken 20.15. Går de danske håndboldherrer videre til mellemrunden, ligger alle deres kampe klokken 20.30.

Finalekampene i weekenden d. 25.-27. januar foregår først i Hamborg, hvor de to semifinaler bliver spillet klokken 17.30 og 20.30. Lørdag d. 26. januar bliver der spillet om 5.-8.-pladserne i Jyske Bank Boxen i Herning, og VM lukkes med et brag søndag d. 27. januar, når bronze- og finalekampen ligeledes bliver spillet i Jyske Bank Boxen henholdsvis klokken 14.30 og 17.30. Alle kampe kan ses på enten TV2 eller DR, der er i gang med at fordele kampene mellem sig.

Sjove håndboldaktiviteter hver dag
Når man køber en billet til Danmarks kampe, får man oven i hatten også adgang til en eller to kampe mere, på nær på den danske åbningsdag i Royal Arena, hvor det kun er det danske landshold, der skal i aktion. Til gengæld vil der være gratis adgang for alle til aktivitetszonen lige ved siden af Royal Arena. Det gælder, uanset om man har købt en billet til Royal Arena. Her vil der hver dag være sjove aktiviteter, konkurrencer og mulighed for at prøve kræfter med håndbolden. Fx kan man selv forsøge at genskabe Mikkel Hansens legendariske frikast mod Rusland til OL i 2008. Også i Herning vil der være underholdning for besøgende til kampe i form af fanzonen, hvor der hver dag er aktiviteter for fans. 

Herunder kan du se programmet for det danske herrelandshold frem til finaleweekenden:

  • Torsdag d. 10.1. klokken 20.15 Danmark-Chile
  • Lørdag 12.1. klokken 20.15 Danmark-Tunesien
  • Mandag d. 14.1. klokken 20.15 Danmark-Saudi Arabien
  • Tirsdag d. 15.1. klokken 20.45 Danmark-Østrig
  • Torsdag d. 17.1. klokken 20.15 Danmark-Norge
  • Lørdag d. 19.1. klokken 20.30 Eventuel første mellemrundekamp
  • Mandag d. 21.1. klokken 20.30 Eventuel anden mellemrundekamp
  • Onsdag d. 23.1. klokken 20.30 Eventuel tredje mellemrundekamp


Billetter til VM sælges via den officielle VM-hjemmeside
. Hvis du vil købe billetter til semifinalen, skal du være opmærksom på at vælge den tyske billetudbyder, Eventim.

Vælg forbund

Luk