Nyheder og presse
Del
Uddannelse
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund søger uddannelseskoordinator

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
06. jan 2022Kl. 12:00

Dansk Håndbold Forbund søger en uddannelseskoordinator med digitale kompetencer til vores udviklingsafdeling.

Gode håndboldtræninger og -aktiviteter bygger på viden, udvikling og kvalitet. Derfor har vi i Dansk Håndbold Forbund en vigtig funktion i at udbyde uddannelser og kurser til vores trænere og dommere, som dels klæder dem på til deres nye rolle, og som dels opkvalificerer dem løbende med viden og kompetencer.

Med uddannelser og kurser sikrer vi fundamentet for foreningerne, og samtidig har vi en ambition om at udvikle vores uddannelser til i højere grad at være digitale i fremtiden.

Derfor leder vi efter en ny kollega, som dels skal sikre den solide mængde af driftsopgaver, der er forbundet med de nuværende kurser og uddannelser, og som samtidig har lyst til at designe og bygge digitale kurser og uddannelser. Du behøver ikke kunne det hele fra start, men du skal have flair for at arbejde digitalt og lyst til at kaste dig ud i systemer, design og didaktiske overvejelser og beslutninger.

Dine vigtigste opgaver er, at:

  • varetage ansvaret for uddannelses- og kursusdrift herunder planlægning, markedsføring, afvikling, administration og koordinering
  • servicere vores breddehåndbolddommerudvalg, herunder fungere som sekretær for udvalget samt varetage administrative opgaver i breddedommerregi
  • være med til at udvikle digitale undervisningsmaterialer med fokus på pædagogisk design, formidling og læring
  • formidle og kommunikere både grafisk og visuelt til udvikling af e-læringsforløb
  • mestre proces- og/eller projektledelse og sikre overblik og fremdrift.


Vi forestiller os, at du:

  • har erfaring med kursusadministration
  • har en relevant uddannelse og gerne erfaring inden for (digital) læring og formidling, undervisningsdesign, didaktik og pædagogik
  • har gode formidlingskompetencer - både grafisk, skriftligt og mundtligt
  • er procesorienteret og struktureret i din arbejdstilgang
  • vil arbejde i en organisation med frivillige som omdrejningspunkt for mange af vores aktiviteter
  • har interesse for og indsigt i sport – gerne håndbold.


Som uddannelseskoordinator har du et tæt samarbejde med den fagansvarlige for uddannelse. I skal sammen koordinere og planlægge vores uddannelsestilbud, hvor målet er at skabe et stærkt grundlag og dermed højne kvaliteten i de danske håndboldforeninger. Du vil desuden arbejdet tæt sammen med vores kommunikationsafdeling om de opgaver, der omhandler markedsføring og kommunikation.

Det praktiske
Din arbejdsplads bliver i Dansk Håndbold Forbund, Idrættens Hus 13, 2605 Brøndby. Uddannelsesteamet, hører under udviklingsafdelingen, hvor vi er syv ansatte på kontoret i Brøndby. Herudover er vi 12 konsulenter og en teamleder, hvor konsulenterne hører til i de otte kredse under Jydsk Håndbold Forbund samt i de to distriktsforbund Fyns Håndbold Forbund og Håndbold Region Øst. Herudover er der yderligere ca. 40 kolleger i Dansk Håndbold Forbund i hhv. kommunikation, kommerciel, turnering, landshold og talent og økonomi.

Vi opfordrer interesserede kandidater til at søge stillingen uanset køn og baggrund.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen eksklusive frokostpauser, men da arbejdet tager udgangspunkt i foreningerne og vores frivillige i håndbolden, vil der være aften og weekendarbejde, ligesom der vil være sæsonudsving i arbejdsbelastningen.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte udviklingschef Lene Karsbæk på tlf. 40456181 eller lek@dhf.dk.

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til DHF-job@dhf.dk senest torsdag den 20. januar 2022. I emnefeltet skriver du ”Uddannelseskoordinator”.

Vi forventer at holde samtaler uge 4, hvorfor du som ansøger bedes være til rådighed for samtale i denne uge af ca. 1 times varighed. Vi forventer, at ansøgere kan tiltræde stillingen pr. 1. marts 2022.            

Vælg forbund

Luk
ANNONCE