Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Uddannelse
Bredde
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund søger foreningskonsulent i Håndbold Region Øst

16. aug 2022Kl. 16:34

Har du et godt indblik i foreningsarbejde og ledelse af frivillige? Har du viden om idræt, sundhed og børn og unges liv og udvikling? Og vil du være med til at styrke og udvikle foreningsarbejdet inden for håndbold? Så er jobbet som foreningskonsulent måske noget for dig.

Som foreningskonsulent bliver du en del af et korps på 12, der alle har til opgave at understøtte udviklingen i foreningerne og fremme håndboldsporten i Danmark. De 12 foreningskonsulenter arbejder alle i hver deres del af Danmark, og du er – sammen med to konsulentkollegaer i Håndbold Region Øst – det tætteste bindeled til foreningerne på Sjælland og øerne.

Du vil være ansat i Dansk Håndbold Forbund, men i dagligdagen vil du i høj grad være ude i foreningerne og ellers på HRØ-kontoret i Brøndby. Dine primære opgaver bliver at hjælpe foreninger med at udvikle håndboldproduktet og integrere Dansk Håndbold Forbunds forskellige tilbud i foreningernes udbud af medlemsaktiviteter. Samtidig får du en stor opgave i at lytte til foreningerne og deres behov for at kunne hjælpe dem med deres udvikling.

Jobbet som foreningskonsulent indeholder blandt andet:

  • ledelse og facilitering af udviklingsforløb i foreningerne
  • opsøgende arbejde over for foreninger i Håndbold Region Øst
  • etablering af netværk – herunder kommunale foreningsnetværk og netværk mellem skole og forening
  • igangsættelse og drift af rekrutterings- og fastholdelsestiltag i samarbejde med foreningerne – f.eks. Trille Trolle, Håndboldkaravane, Håndboldskoler, Håndboldfitness, Five-a-side og Beach Handball
  • udvikling og gennemførelse af kampagner og tiltag til fremme af håndboldsporten i samarbejde med udviklingsafdelingen og de øvrige konsulenter i Dansk Håndbold Forbund samt øvrige medarbejdere i Håndbold Region Øst
  • at være bindeled og sparringspartner for foreningerne, politikere og administration i Håndbold Region Øst.

Hvem er du?
Som foreningskonsulent har man mange opgaver, der spænder over forskellige fagområder. Derfor kan vi ikke sige præcist, hvilken faglig baggrund du kommer med. Du kan både være lærer, pædagog, universitetsuddannet med baggrund i idræt eller pædagogik eller noget helt femte. Det er dog vigtigt for os, at du:

  • har interesse for og indsigt i håndboldverdenen
  • har erfaring med og interesse for børneområdet
  • har erfaring med lederarbejde i en frivillig organisation
  • er god til at formulere dig på skrift og i tale
  • evner at arbejde selvstændigt, struktureret og effektivt
  • er en holdspiller
  • trives i en hverdag med vidt forskellige opgaver.

Du får en stor samarbejdsflade ud i foreninger og vores politiske bagland, og vi lægger derfor også vægt på, at du er et diplomatisk og empatisk menneske, der kan lytte, inspirere og motivere.

Det praktiske
Arbejdet som foreningskonsulent foregår ofte på vejen og i foreningerne. Din fysiske arbejdsplads bliver Håndbold Region Øst kontor i Brøndby, men din primære gang får du ude i de lokale foreninger. På kontoret er vi syv kolleger i Håndbold Region Øst og ca. 40 kolleger i Dansk Håndbold Forbund.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen eksklusive frokostpauser, men da arbejdet tager udgangspunkt i foreninger og frivillighed, vil der være en del aften og weekendarbejde, ligesom der vil være sæsonudsving i arbejdsbelastningen.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte DHF Teamleder Lars Porskær Møller på tlf. 21631651 eller lmo@dhf.dk

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til DHF-job@dhf.dk senest mandag den 12. september 2022. I emnefeltet skriver du ’Foreningskonsulent HRØ’. Vi forventer at holde samtaler i uge 38 i Brøndby.

Vælg forbund

Luk