Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Uddannelse
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund inviterer til dialog om ny talentstrategi

20. okt 2021Kl. 09:14

Har du en central position i talentudviklingen i enten klub-, akademi, college, kreds/diskstrik- eller kommunalregi? Er du talentansvarlig, talentchef, udvalgsformand eller måske træner med en strategisk forankret rolle? Har du har indflydelse på, hvordan der udvikles talenter i klubben? Så har du nu en unik mulighed for at komme med dine inputs til Dansk Håndbold Forbunds nye talentstrategi ved et af fem workshops i november.

I Dansk Håndbold Forbund har vi en klar overordnet vision. Vi vil i Danmark i fællesskab have verdens bedste talentudvikling indenfor håndbold. For at skabe de bedste betingelser for det, er der behov for et strategisk fundament – og her ønsker forbundet hjælp i form af inputs fra relevante personer med talentudvikling for øje.

”Vi ønsker os en fælles talentstrategi for håndbolden i Danmark. Derfor er det vores klare mål, at vi med denne invitation til vores workshops kan få mange kompetente og passionerede personer i spil,” fortæller Søren S. Frydendal, der er talentchef i Dansk Håndbold Forbund og fortsætter:

”Vi har allerede været i god dialog med Team Danmark og DIF, andre forbund og en række interessenter indenfor forskning i talentudvikling. Vi har dog meget store ambitioner for vores talentudvikling i håndbolden, og derfor har vi brug for inputs fra endnu flere håndboldaktører, så vi når hele vejen rundt,” siger Søren S. Frydendal.

Hvad skal der ske?
De fem workshops vil primært være præget af gruppearbejde og plenumdiskussioner, men der vil også være korte oplæg. Det er vigtigt at understrege, at drøftelserne sker på et strategisk niveau og tager udgangspunkt i centralt stillede spørgsmål og cases.  

Hvem skal med?
Du har i dit håndboldvirke en central position i talentudvikling i enten klub-, akademi, college, kreds/diskstrik- eller kommunalregi. Det vil sige, at du har overordnet indflydelse på, hvordan der udvikles talenter i klubben eller lignende. Du har en funktion som f.eks. talentansvarlig, talentchef, udvalgsformand etc. Du kan godt være træner, men det er vigtigt, at din rolle også er strategisk forankret.
Der er to pladser pr. klub/enhed.

Placering af workshops
De fem workshop afvikles således:

  • Storkøbenhavn: 15. november fra kl. 18.00-21.00
  • Odense: 16 november fra kl. 18.00-21.00
  • Kolding: 17. november fra kl. 18.00-21.00
  • 18. november: fra kl. 11.00-14.00 (Silkeborg området) og kl. 18.00-21.00 (Skanderborg)

Den konkrete placering af workshops meldes ud efter tilmeldingsfrist.
Der vil blive serveret en let forplejning ved møderne.         

Deadline for tilmelding er d. 29. oktober 2021. Du kan tilmelde dig her 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE