Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Børn og unge
Uddannelse
Bredde
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund ansætter ny udviklingschef

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
21. okt 2019Kl. 10:35

Den 1. december starter Lene Karsbæk i stillingen som udviklingschef i Dansk Håndbold Forbund. Lene kommer fra en stilling som leder af Kultur, idræt og bibliotek i Københavns Kommune.

Det er en bredt funderet idrætsprofil og en erfaren leder, der er vant til at arbejde i komplekse organisationer, som ansættelsesudvalget har valgt til stillingen som udviklingschef i Dansk Håndbold Forbund. Lene Karsbæk, der kommer fra en stilling som leder af Kultur, idræt og bibliotek i Københavns Kommune, har gennem snart 20 år arbejdet på den idrætspolitiske scene med udvikling af idrætsfaciliteter, samarbejde med frivillige og foreninger og betjening af et politisk bagland. Samtidig har Lene i sine lederstillinger både arbejdet med ledelse af store personalegrupper og distanceledelse, ligesom hun har gennemført stort anlagte udviklingsprojekter, hvor det har været nødvendigt at tænke utraditionelt og på tværs af interessenter.

Lene Karsbæk får ansvaret for en afdeling med 10 fuldtidsansatte og 13 distanceansatte udviklingskonsulenter, der driver Dansk Håndbold Forbunds projekter og indsatser inden for håndbold til børn, unge og voksne på breddeområdet. En væsentlig del af arbejdet kommer til at bestå i af at være i dialog med politikere, udvalg og ansatte i forbund og kredse, og Lene bliver dermed samlingspunkt og bindeled for udviklingen af håndbolden i Danmark. En opgave, som hun ser frem til:

”Det her job er en unik mulighed for at kombinere det, jeg har lært og uddannet mig til gennem mine 20 år i Københavns Kommune, og de erfaringer og oplevelser et livslangt håndboldliv har givet mig. Håndbolden, holdspillet, foreningslivet er noget særligt, kan noget særligt, og jeg glæder mig især til, sammen med et stærkt hold af konsulenter, at være med til at bringe de mange kompetencer og ressourcer i spil, der er i de danske håndboldforeninger landet over, og sammen med dem få danskerne til at vælge håndbolden som deres foretrukne idræt og fællesskab.”

Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, glæder sig til at få den erfarne kvinde med ombord på lederholdet. Allerede under samtalerne pegede Lene på flere områder, hvor hun med sine erfaringer og kompetencer kan løfte håndbolden, og han siger om valget af Lene Karsbæk:

”Vi har fundet en profil, der både er stærk idrætsfagligt og ledelsesmæssigt, samtidig med at hun har stærke holdninger til håndbolden. Lene er erfaren ud i personaleledelse og ledelse af politiske sekretariater, og samtidig kender hun den idrætspolitiske scene rigtigt godt professionelt såvel som privat,” siger generalsekretæren og fortsætter: ”Lene har livslang erfaring i håndbolden – som spiller, træner, frivillig leder og mor til to håndboldspillere. Håndbold og foreningsliv er hendes DNA, så vi får både en dygtig leder, en dygtig ’embedsmand’ og et passioneret håndboldmenneske.”

Lene Karsbæk er 50 år og uddannet cand.scient. i idræt. Derudover har hun en master i Public Governance og en projektlederuddannelse.

Uddrag af Lene Karsbæks CV

  • Leder af Kultur, idræt og bibliotek
  • Leder af Idrætten i Kultur V
  • Teamleder Team Bade
  • Idrætskonsulent Fritid og idræt
  • Idrætskonsulent Københavns Idrætsanlæg
  • Ansvarlig leder og træner i FIF børn/ungdom fra 2007-2017
  • Bestyrelsesmedlem FIF Håndbold 2017-2019
  • Ungdomsformand FIF Håndbold 2017-2018.

Vælg forbund

Luk