Nyheder og presse
Del
Damelandshold

Danmark taber sidste EM-test til Norge

Skrevet af Frederik G. Schmidt
26. nov 2020Kl. 23:43

Håndbolddamerne spillede torsdag aften den anden testkamp på to dage mod Norge, hvor det blev til et nederlag på 26-29 (14-17).

Jesper Jensens tropper indtog torsdag aften gulvet i Spektrum Vejle i den sidste landskamp, inden det går løs ved EM 2020 i Herning. Dagen før blev det til et dansk nederlag på 25-27, mens sejren 24 timer senere -på trods af en bedre dansk indsats - desværre igen gik til nordmændene.

I aftenens kamp kom Danmark først på tavlen, da Line Haugsted efter 60 sekunders spil steg til vers og gjorde det til 1-0. Herefter fulgte dog en lidt rodet dansk start, der satte gang i den norske kontramaskine. Fejlene slog heldigvis ikke de danske spillere ud, der fik styr på tingene, som kampen skred frem.

Norge blev efter otte minutters spil ramt af en udvisning, der satte yderlige gang i de danske scoringer. Kristina Jørgensen udlignede til 6-6 efter ti minutters spil, hvor hun kunne kaste bolden i et tom norsk mål. Minuttet senere var Line Haugsted igen på pletten, da hun gjorde det til 7-6 i dansk favør; den første danske føring siden 1-0-målet.  

Det var dog ikke kun Haugsted, der var i hopla i kampens indledning. Mia Rej voldte også problemer for det norske forsvar, hvor hun særligt havde succes med brud på ydersiden af backs. Rej gjorde det til 9-7 efter 14 minutter, og kort tid efter var det Anne Mette Hansens tur til at finde netmaskerne, da hun sikrede den første danske tremålsføring i kampen med hendes scoring til 11-8.

Den danske føring smuldrede dog næsten lige så hurtigt igen, da Norge på ny tændte for kontramaskinen, hvorefter de nordiske naboer hentede forspringet på blot tre minutter. Efter 19 minutter af 1. halvleg var alt lige igen.

De sidste ti minutter frem mod pausen var præget af norsk kynisme, der lukrerede på danske fejl og ikke mindst brændte chancer. Den danske føring blev vekslet til en norsk tremålsføring, der betød, at gæsterne kunne gå til pause med en føring på 17-14.

Jesper Jensens udvalgte kom dog flot fra start efter pausen, hvor et solidt dansk forsvar hele 2. halvleg lagde fundamentet for en godkendt dansk indsats. Norges forspring blev mindre og mindre og blot otte minutter efter pausen var stillingen 19-19.

Efter 13 minutters spil fik Viborg HK’s Laura Damgaard debut på kvindelandsholdet, og den dygtige playmaker gjorde med det samme en forskel. Damgaard satte et flot tempo i det danske angrebsspil, mens hun også kom på tavlen af flere omgange.

Kampen bølgede frem og tilbage i det sidste kvarter. Ingen af de to mandskaber formåede at trække afgørende fra – og med otte minutter tilbage var alt stadig helt lige med en stilling på 24-24.

I de sidste – og afgørende minutter – blev en håndfuld brændte danske chancer dog udslagsgivende. Norge havde marginaler med sig, hvorfor Camilla Herrem og co. kunne glæde sig over endnu en sejr i Vejle.

Danmark spiller første kamp ved EM den 4. december, hvor Slovenien venter kl. 20.30 i Boxen i Herning.  

Vælg forbund

Luk
ANNONCE