Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Fotokredit: ©Catherine Steenkeste
Damelandshold

Danmark går fra banen med et nederlag til Rusland

Skrevet af Mark Kwateng Diasso
10. dec 2018Kl. 19:57

Efter tre hviledage var der lagt op til en skæbnekamp for de danske kvinder. Desværre viste Rusland sig for svære at overkomme, og det blev derfor til et nederlag på 21-32 (9-14).

Sandra Toft lagde godt fra start med en redning efter 45 sekunders spil. Mette Tranborg åbnede et par minutter senere med kampens første mål og kort tid efter med sit andet, før hun trak aftenens første tominutters udvisning. Som halvlegen skred frem, begyndte der at tegne sig et billede af et stærkt russisk hold, som aftenen inden havde slået Serbien. Ti minutter inde i kampen og ved stillingen 2-6 i russisk favør kaldte cheftræner Klavs Bruun Jørgensen til timeout, samtidigt kom Heindahl på banen i stedet for Stine Bodholt. Efter den danske timeout trådte Anne Mette Hansen for alvor i karakter og satte to mål efter hinanden i kassen.

Spillet omkring Kathrine Heindahl gav både flere scoringer og mere skarphed til det danske angrebsspil. I den anden ende var den russiske højreback Anna Vyakhireva en konstant trussel. Hun spillede en rigtig flot kamp for de olympiske mestre og gav halvlegen igennem danskerne store udfordringer.

Første halvleg sluttede med en straffescoring fra Lotte Grigel til stillingen 9-14.

Anden halvleg startede med to russiske mål på kontraangreb, derefter omstillede Danmark til et 7 mod 6 angreb med plads til Sarah Iversen. Denne konstellation gav bedre muligheder for danskerne og udmøntede sig hurtigt i et mål. Desværre for danskerne stod den russiske målvogter en god kamp, som betød, at hun ti minutter inde i anden halvleg havde en redningsprocent på 50. Med 12 minutter igen havde russerne udbygget deres forspring til en nimålsføring.

Til slut i kampen modtog russerne et rødt kort efter en hård tackling på Mie Højlund. Heldigvis kunne Højlund spille kampen færdig, som endte 21-32 til Rusland.

Danmarks næste kamp spilles onsdag kl. 15.45 mod Montenegro. Kampen vises direkte på TV2.

Vælg forbund

Luk