Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Niklas Landin stod en formidabel kamp mod Tunesien.
Herrelandshold

Danmark bøllebanker Tunesien i Boxen

Skrevet af Frederik G. Schmidt
12. jan 2019Kl. 22:28

De danske håndboldherrer efterlod ikke meget til tilfældighederne, da Niklas Landin og co. sikkert slog Tunesien med 36-22 (19-10) i Danmarks anden kamp ved VM på hjemmebane.

I torsdags var der dømt folkefest i Royal Arena i København. Lørdag aften var festen rykket til Jyske Bank Boxen i Herning, men det satte bestemt ikke en dæmper på stemningen. En tætpakket Boxen kunne henrykt iagttage en fremragende dansk start på kampen. Rene Toft Hansen åbnede ballet med sin scoring fra stregen – og så gik det ellers stærkt. Danmark fandt netmaskerne bag den tunesiske målmand hele fem gange i de første fem minutter. Tunesien scorede omvendt ikke et eneste mål, hvilket blev for meget for den tunesiske træner, der forlangte en timeout.

Den taktiske pause hjalp dog efterfølgende ikke de tunesiske forsvarsspillere, der måtte lade sig passere gang på gang af en flyende Rasmus Lauge. Den danske playmaker kunne lade sig notere for hele syv scoringer i 1. halvleg. Lauge var dog ikke ene om sine flotte aktioner. I det danske mål stod Niklas Landin en nærmest uvirkelig 1. halvleg mellem stolperne. Landsholdsanføreren lukkede totalt ned for de tunesiske skud. Derfor skulle der også gå næsten ni minutter før den første tunesiske scoring faldt. Denne var en reducering til 1-7.     
Frem mod pausen fortsatte Landin med sine fremragende redninger. Tunesien kom til fadet lejlighedsvist, men Danmark var flere skridt foran i alle spillets facetter. 

Efter pausen var billedet stort set det samme. Nikolaj Jacobsen gjorde brug af sin bænk, men det gjorde ikke noget ved det tårnhøje danske niveau på banen. Efter 10 minutter af 2. halvleg brød Mikkel Hansen smukt igennem på ydersiden af den tunesiske back og leverede en fræk skruebold rundt om den tunesiske målvogter til stillingen 25-14 i dansk favør.

I Nikolaj Jacobsens rotationer blev der også plads til Johan Hansen, der passende fik sin slutrundedebut med et stort bifald fra tilskuerne i Boxen. Få minutter senere gjorde fløjspilleren det til 32-19 efter en flot kontra.

Der var aldrig tvivl om den danske sejr. De mange tusind tilskuere hyllede håndboldherrerne med ”vi er røde, vi er hvide” og stående klapsalver efter 60 minutters håndbold på højt niveau. De danske drenge kunne derfor juble over deres anden sejr ved VM ud af to mulige.

Næste danske kamp ved VM er på mandag i Jyske Bank Boxen i Herning, når Danmark møder Saudi Arabien. Kampen kan ses på TV 2 kl. 20.15.  

Vælg forbund

Luk