Nyheder og presse
Del
Alle kan være med til Håndboldens Dag på lørdag. Foto: Jacob Almtoft
Børn og unge
Bredde

77 klubber inviterer til Håndboldens Dag på lørdag

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
29. sep 2021Kl. 14:18

Håndbold er meget mere end det, du ser, når de allerdygtigste håndboldspillere folder sig ud i dit TV. Det er nemlig også fællesskab, godt humør og ikke mindst knaldgod motion, hvor alle kan være med – og det kan du opleve lørdag den 2. oktober.

Alle er inviteret til at blive en del af fællesskabet i den lokale håndboldklub lørdag den 2. oktober, hvor 77 håndboldklubber over det meste af landet slår dørene op til Håndboldens Dag.

Håndboldens Dag er et initiativ, som skal vise håndbolden frem for dem, der er interesserede i en sjov, hyggelig og uformel sportsgren, hvor alle kan være med. Og ovenpå en lang nedlukning sætter vi i år endnu stærkere fokus på at få alle med tilbage til fællesskabet – det gælder både spillere, trænere, forældre og frivillige.

Det er gratis at deltage, og man kan møde op i indesko eller strømpesokker. Klubberne byder på forskellige aktiviteter på dagen både for de garvede, de nye, de store, de ældre, de unge og de mindre. Man kan spille med bløde håndbolde, få håndbold-"tatoveringer", prøve Håndboldjagten, vinde landskamps-billetter og mange andre ting på Håndboldens Dag.

Du kan finde din nærmeste forening og se hvilket program, de har lagt for dagen på www.haandboldensdag.dk

”Mange klubber oplever, at der er spillere, trænere og frivillige, der er faldet fra under nedlukningen, og dem ønsker vi at prikke til og invitere tilbage i fællesskabet – for de er savnet! Samtidig står der måske nogle og efterspørger at blive en del af et fællesskab ovenpå en lang nedlukning, og dem står håndboldklubberne også klar til at tage imod. Derfor spiller vi blandt andet med bløde bolde uden harpiks til Håndboldens Dag – så alle kan være med,” fortæller Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold Forbund, der sammen med DGI Håndbold står bag Håndboldens Dag.

Vind fede præmier på dagen
På dagen er der mulighed for at deltage i en fotokonkurrence, hvor førstepræmien er 4 billetter til Håndbolddamernes EM-kvalifikationskamp mod Østrig den 7. oktober i Horsens. Derudover er der gavekort til Hshop, Lidl og en familiepakke fra Puma på højkant.

Alt du skal gøre, er at dele et billede eller en video fra dagen på Instagram eller Facebook og bruge #haandboldensdag21, så er du med i konkurrencen. Læs vores konkurrencebetingelser her.

Om Håndboldens Dag
Håndboldens Dag er et landsdækkende event, hvor håndboldklubber over hele landet viser alt det, som håndbold har at byde på, frem. Håndboldens Dag afvikles i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og DGI Håndbold.

Sidst, der var Håndboldens Dag, var den 11. januar 2020. Her var 170 foreninger med til at gøre den 2. udgave af Håndboldens Dag til en kæmpe succes med flere end 16.500 deltagere og 1200 nye medlemmer i håndboldfamilien til følge.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE