Nyheder og presse
Del

På toppen i Nykøbing

Af Christopher Glimberg Rønne. Foto: Peter Larsen

I en del af Danmark, der ellers er mest kendt for at være fladt og bagud på point , er NFH blevet en lokal anledning til at ranke ryggen og slå på tromme. Klubben bygger på et unikt lokalt projekt og modet til at stikke næsen frem

”Mulle!, Mulle!, Mulle!” De gulblusede fans har lagt fløjter, trommer og klappe-vifter. De står op og råber til deres playmaker, der har smidt sig på knæ på halgulvet med hænderne for ansigtet. Haluret har rundet 60 minutter, hjemmekampen mod FCM er forbi. NFH har tabt 25-26, og slutspilspladsen virker fjern som et skib, der er sejlet. Den lyshårede NFH-spiller har brændt det afgørende straffekast, der kunne have sikret klubben et livsvigtigt point. Hun rejser sig med røde øjne og løber ud gennem spillergangen. Fansene fortsætter: ”Mulle!, Mulle!, Mulle!”

Opbakningen til NFH-profilen er en selvfølge i Nykøbing Falster. Her står man sammen om en sag, der rækker ud over banen og en enkelt afbrænder. Man vil skabe et håndboldhold, der kan være hele regionens flagskib. Midlerne er en enestående lokal opbakning og nye måder at brande sig på. Og det ser ud til at virke.

For første gang peger alt på, at NFH er kommet for at blive i kvindernes bedste række.
Klubben ved Guldborgsund har i denne sæson flest seere af alle hold til ligakampene på TV. Spillerbudgettet har rundet fire mio. kr., og sponsorantallet er udvidet til 168. Økonomien er sund som økologisk frugt fra en af Falsters gårdbutikker. Pengene først, derefter kontrakter med spillere af hidtil uset kvalitet. Men først lidt historie.

Et stærkt makkerpar. Den frivillige direktør Søren Jakobsen med storsponsor Kerim Lindved Aydin fra Scandlines.

Rambukken
I 2012 gik bestyrelsen i NFH all in på at skabe et hold, der denne gang skulle etablere sig i ligaen. De lokale sponsorer støttede op omkring idéen, og kommunen kunne også se muligheder.

”Vi manglede bare det sportslige”, fortæller direktør Søren Jakobsen og fortsætter: ”… og det var svært. Vi løb hovedet mod en mur, når vi kom rundt i landet for at hverve landsholdsspillere. Spilleren var begejstret for vores idé, og økonomien var ikke noget problem, men når hun spurgte: - Hvem kommer så foruden mig? Så måtte vi svare: - Du bliver den første, og så kommer alle de andre. Og så skete der ikke mere”.

Det ændrede sig op til denne sæson med ansættelsen af træner Niels Agesen. Med ham fik NFH-folkene den rambuk, der skulle til for at slå døren ind til klassespillere, der kunne bære NFH-drømmen ind i virkeligheden. Landsholdsspillerne Mette Gravholt og Kristina ”Mulle” Kristiansen, der kendte Agesen fra deres fælles tid i Team Tvis Holstebro, stemplede ind på Sydhavsøen sammen med de brasilianske VM-guldvindere Barbara Arendhardt og Denoise Fachinello. NFH Version 2.0+ blev skudt ud af en kanon til et brag af en oprykkerstart, og holdet tog på juleferie på en tredjeplads. Siden har NFH-ballonen tabt lidt luft, og holdet kæmper nu om en slutspilsplads.

Flagskib i fuld fart
NFH er berømt og berygtet for at kunne mobilisere smittende begejstring og lammende larm, også på udebane. Søren Jakobsen og resten af NFH-crewet højner med friske tiltag og omvendt jantelov klubbens og hele områdets selvtillid. NFH er det sikre samtalekort ved frokosten på Lolland-Falsters virksomheder. I hallen er klappevifterne rødglødende, når spillerne entrerer gennem bovporten på en oppustelige sponsor-færge. Fansene jubler, når maskotten Freddy Fløj døbes på halgulvet af en præsteudklædt NFH marketingsdirektør. Og når bokseren Patrick Nielsen iført NFH-trøje kigger forbi til uddeling af mavepuster og autografer er det endnu en blå(og gul)stempling af flagskibets sødygtighed.

Indløb gennem en oppustelig sponsor-færge. I NFH går man nye veje for at skabe stemning. Her er det målvogter Mette Iversen Sahlholdt, der løber på banen. 

Hvad kan vi hjælpe med
Direktøren Søren Jakobsen, der arbejder frivilligt for NFH, mærker en unik lokal vilje til at hjælpe klubben: ”Når du kommer ud til en sponsor, er det normalt, at virksomheden tænker: - Hvor billigt et sponsorat, kan vi slippe med? Sådan er det ikke hernede. Her tænker de i stedet: - Hvad kan vi hjælpe NFH med? Sponsorerne har blik for, at deres bidrag giver noget til området. Det kan godt være, at de kun får reklameværdi for 18.000 kr. ud af et sponsorat på 25.000, men de har lyst til at bidrage til vores projekt og til området”.

En af de 168 lokale sponsorer er Pricerunner med firmadomicil ca. tre km fra NFHs hjemmebane. Pricerunner støtter NFH på 15. år, og det handler ikke kun om økonomi, fortæller marketingchef Søren Knudsen: ”Vores forretning går godt, og vi vil være med til at løfte fortællingen om vores område. På Lolland-Falster kan vi noget særligt. Vi vil være med til at droppe den myte, at vi er ét stort hul hernede. Sammen med NFH deler vi en ambition om at være nummer ét til det, vi gør”.

Vi får en krammer, når de kommer
Forud for hjemmekampene spiser sponsorerne sammen. I alt 300 mennesker fra det lokale netværk samles i hallen ved siden af kampbanen. Imens sørger fansene i NFH Support for at gøre klar til kamp. De 188 medlemmer er rygraden i ”Danmarks bedste publikum”, og de stiller op i hele landet. Et medlemskab af NFH support koster 700 kroner. Det giver adgang til alle sæsonens kampe. Bustransporten til udekampene er sponsoreret og en anden sponsor, Hotel Saxkjøbing, står for en lækker tre-retters menu til fansene på køreturen. Den 34 årige Anders Stryger Larsen, der er manden bag supporternes stortromme, har fast plads i bussen og på hjemmebanen. Den lokale tømrer glæder sig over en særlig stemning, der findes i klubben: ”Der er en familiefølelse hernede, der er helt speciel. Vi føler, vi er meget tæt på spillerne. Vi hilser på dem og får også en krammer, når de kommer”.

Tilbage i hallen har NFH-holdet forladt banen. Supporterne står stadig op og råber deres taktfaste støtte ud til Mulle og holdet. I omklædningsrummet 25 meter derfra hører spillerne tydeligt støtten gennem finerdøren, og de korte eder over det knebne nederlag. På halgulvet er en flittig hær af frivillige i gang med at tømme skrald og fjerne gulvreklamer fra halgulvet. Ny kamp. Nye muligheder.

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk
ANNONCE