Om JHF Kreds 5
Del

Kommunikationspraktikant

I Jydsk Håndbold Forbund Kreds 5 har vi rigtig mange gode historier, vi gerne vil have fortalt.
Vi søger derfor en kommunikationspraktikant, der kan fortælle den gode historie.


Dine opgaver
Som praktikant vil du blive en del af teamet på Kredskontoret i Aarhus Arena i Aarhus. Vi benytter os primært af digitale kommunikationsplatforme. Hvilken kommunikationsform, der skal bruges til at fortælle ”Den gode historie, er afhængig af målgruppen. Der vil være spændende muligheder for at prøve kræfter med at skrive pressemeddelelser, nyhedsbreve, lave interviews, producere video, tage fotos, samt lave Facebook- og Instagramopslag, foruden artikelskrivning og projektbeskrivelser.

Kommunikationen af ”Den gode historie” henvender sig til mange forskelligartede målgrupper. Det kan være internt i håndboldmiljøet som fx forbund, specifikke interessegrupper såsom dommere, foreninger, trænere, spillere og forældre eller eksternt til samarbejdspartnere, politikere og offentlige instanser.

Projektstyring vil blive en naturlig del af din hverdag, og du vil få dine egne ansvarsområder, som du selv skal håndtere og udvikle i den periode, du er hos os.

Om dig
Vi forventer, at du har nogle grundlæggende faglige kompetencer inden for kommunikation samt viden om og interesse for håndbold. Det vil være et plus, hvis du har erfaring enten som spiller, træner eller leder indenfor håndboldverdenen.

Vi ser dig kunne arbejde struktureret og selvstændigt, være initiativrig og udadvendt og have mod på at påtage dig ansvar. I perioder kan der være tryk på ift. opgaver og leverancer, og det er derfor vigtigt, at du er indstillet på at give en ekstra hånd med, når det er påkrævet.

Du kommer til at indgå i et tæt samarbejde primært med personalet på Kredskontoret, vores foreningskonsulent, men også JHF Kreds 5 politikere, trænere m.fl.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et innovativt arbejdsmiljø med passionerede medarbejdere. Du får mulighed for at udvikle dine faglige kompetencer i et samarbejde, hvor du kan byde ind med egne idéer. Omgangsformen er afslappet og uformel, samtidig med vi er ambitiøse på håndboldens vegne.

Praktikken er ulønnet og timetallet aftales under hensyn til reglerne på det enkelte studie. Udgangspunktet for praktikforløbet 37 timer om ugen med mulighed for en fleksibel arbejdsdag.

Om JHF Kreds 5
Jydsk Håndbold Forbund Kreds 5 har kontor i Idrættens Hus Vest, Stadionallé 70, 8000 Aarhus C.
Helt præcist ligger kontoret på 2. sal i Aarhus Arena, hvor vi også deler kontorfællesskab med DHF (Dansk Håndbold Forbund).

JHF Kreds 5 repræsenterer i alt 47 foreninger med flere end 8.400 medlemmer. JHF Kreds 5 dækker geografisk alle håndboldklubber i Aarhus Kommune, samt enkelte foreninger i Syddjurs Kommune, Favrskov Kommune, Skanderborg Kommune, Odder Kommune og Samsø Kommune.

De primære ansvarsområder er: håndboldturnering/dommere, talentudvikling, håndboldfaglige uddannelser, Beach handball, rekruttering, foreningsudvikling, børnestævner samt at servicere foreningerne og udbrede kendskabet til håndbold blandt andet igennem ”Den gode historie”.

Ansøgning og ansøgningsfrist
Send din ansøgning på mail til ka.jhf@dhf.dk
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorleder Kim Adamsen tlf. 2849 4912.

Der afholdes samtaler løbende med udvalgte kandidater.
Tidspunktet aftales direkte med ansøgeren.

 

Vælg forbund

Luk