Om JHF Kreds 5
Del

Idrætspraktikant

I Jydsk Håndbold Forbund Kreds 5 har vi stort fokus på talentudvikling.
Vi søger derfor en Idrætspraktikant med interesse for kombinationen talentudvikling og håndbold.

Om dig
Vi forventer, at du er Idrætsstuderende ved Institut for Idrætsvidenskab og derigennem har grundlæggende idrætsfaglige kompetencer inden for talentudvikling samt viden om og interesse for håndbold. Det vil være et plus, hvis du også har erfaring enten som spiller, træner eller leder indenfor håndboldverdenen.

Vi ser dig kunne arbejde struktureret og selvstændigt, være initiativrig og udadvendt og have mod på at påtage dig ansvar. I perioder kan der være tryk på ift. opgaver og aktiviteter, og det er derfor vigtigt, at du er indstillet på at give en ekstra hånd med, når det er påkrævet.


Talentudvikling i et nyt perspektiv
Den traditionelle kredstræning og konceptet kredshold er siden august 2022 erstattet med Aarhus Talentcenter (ATC), hvor vi har tager hul på en helt ny og anderledes måde at arbejde med talentudviklingen. En afgørende forskel er blandt andet, at spillerne ikke længere skal udtages for at være med og at der ikke vil være en selektion forbundet med træningen. ATC er et samarbejde mellem DHF, JHF Kreds 5 og ESAA og er et tilbud til alle drenge og piger i aldersgrupperne U-13, U-15 og U-17, som spiller i en forening i JHF Kreds 5.

ESAA (Elite Sports Akademi Aarhus) er Aarhus Kommunes bidrag til talentudviklingen og samarbejdet omkring ATC omfatter således også et morgentræningstilbud bidrager som grundlag for optagelse i Talentklasser i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Som praktikant vil du blive en del af teamet på Kredskontoret i Aarhus Arena i Aarhus. Herfra vil du skulle løse både praktiske og administrative opgaver forbundet med Aarhus Talentcenter. Opgaverne omfatter deltagelse i møder, planlægningen af træning og deltagelse på halvgulvet, samt registrering og oprettelse af spillere og trænere i træningsappen XPS Sideline.

 

Uddannelse og medlemsrekruttering
I samarbejde med vores foreningskonsulent er der mulighed for at få praktiske erfaringer med planlægningen af træneruddannelse og uddannelsesforløb i foreningerne, samt medlemsrekruttering med deltagelse på DHF´s Håndboldkaravane, der er et samarbejde mellem den lokale forening, skole og forbund. Her vil der igen være administrative opgaver i forbindelse med planlægningen og afviklingen af træningen i hallen.

Du kommer til at indgå i et tæt samarbejde primært med personalet på Kredskontoret og vores foreningskonsulent, men også JHF Kreds 5’s politikere, ATC-trænere, ESAA-trænere, DHF-talenttrænere m.fl.

Vi tilbyder
- et innovativt arbejdsmiljø med passionerede medarbejdere. Du får mulighed for at udvikle dine faglige kompetencer i et samarbejde, hvor du kan byde ind med egne idéer. Omgangsformen er afslappet og uformel, samtidig med vi er ambitiøse på håndboldens vegne.

Praktikken er ulønnet og timetallet aftales under hensyn til reglerne på det enkelte studie. Udgangspunktet for praktikforløbet 37 timer om ugen, ofte med behov for en fleksibel tilgang til din arbejdsdag.

Om JHF Kreds 5
Jydsk Håndbold Forbund Kreds 5 har kontor i Idrættens Hus Vest, Stadionallé 70, 8000 Aarhus C.
Helt præcist ligger kontoret på 2. sal i Aarhus Arena, hvor vi også deler kontorfællesskab med DHF (Dansk Håndbold Forbund).

JHF Kreds 5 repræsenterer i alt 47 foreninger med flere end 8.400 medlemmer. JHF Kreds 5 dækker geografisk alle håndboldklubber i Aarhus Kommune, samt enkelte foreninger i Syddjurs Kommune, Favrskov Kommune, Skanderborg Kommune, Odder Kommune og Samsø Kommune.


Ansøgning og ansøgningsfrist

Send din ansøgning på mail til ka.jhf@dhf.dk
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorleder Kim Adamsen tlf. 2849 4912.

Der afholdes samtaler løbende med udvalgte kandidater. Tidspunktet aftales direkte med ansøgeren. 

Vælg forbund

Luk
ANNONCE