Partnere
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Klavs Bruun: ”Hvis vi rammer vores niveau, har vi en chance mod alle hold”

På trods af hård modstand i den indledende pulje og fraværet af flere profiler tror Klavs Bruun Jørgensen på et godt resultat til VM i Tyskland. 

Forventningerne til slutrunden

Danmark er havnet i VM-gruppe C sammen med Rusland, Brasilien, Montenegro, Japan og Tunesien. De tre førstnævnte har vundet henholdsvis OL-guld, VM-guld og EM-guld inden for de seneste fem år, så konkurrencen i gruppen bliver hård. Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er dog overordnet tilfreds med gruppen:

”Hvis vi får gjort tingene ordentligt, er håbet, at vi kommer blandt de øverste to i den indledende gruppe. Vi ved godt, at Brasilien og Rusland bliver hårde konkurrenter, men vi håber at kunne slå i hvert fald det ene af de to hold, så vi ikke ryger ned på tredjepladsen. Dermed ikke sagt at vi ikke har respekt for de andre hold i puljen, hvor specielt Montenegro er et udmærket hold, der dog har været igennem et større generationsskifte siden deres EM-guld i 2012,” siger landstræneren, der har en helt klar forventning om, at Danmark nok skal kvalificere sig til 1/8-finalen, hvor alt bliver mere tilfældigt.

”Jeg har kæmpe respekt for de knald-eller-fald-kampe, der starter fra 1/8-finalerne. Når først vi når dertil, er det bare at se, hvem man trækker og tage det én kamp ad gangen. Jeg tror dog på, at hvis vi rammer vores niveau, så har vi en chance mod alle hold i verden,” siger Klavs Bruun Jørgensen.

Skader bekymrer ikke træneren

På trods af at landsholdet har måtte vinke farvel til et par profiler, blandt andet Anne Mette Hansen, så er landstræneren fortrøstningsfuld omkring sin trup.

”Vi har udtaget en trup, hvor det handler om at være ordentligt dækket ind på alle pladser i tilfælde af skader og formdyk. Det synes jeg også, at vi er lykkedes med. Med kun 16 spillere i en slutrundetrup vil der selvfølgelig altid være positioner, hvor vi kan blive lidt smalle, hvis vi får flere skader. Men med de spillere vi forventer at have med til Tyskland, synes jeg, at vi er landet på en både god og bred trup og i hvert fald en trup, der gør mig fortrøstningsfuld,” fortæller landstræneren. 

Går altid efter guldet

Selvom målsætningen fra Klavs Bruun i første omgang lyder på 1/8-finalerne, så lægger træneren ikke skjul på, at han altid går efter guldet: 

”Jeg er gået ind med medaljedrømme til de to tidligere mesterskaber, og det samme gør jeg til denne. Jeg vil altid gå efter medaljer. Holdets udgangspunkt, før vi tager til Tyskland, er ikke, at vi vil være tilfredse med at blive mellem de otte bedste. Vi er først tilfredse og glade, når vi har vundet det hele”, siger landstræneren og fortsætter:

”Men jeg vil også forholde mig realistisk. Derfor synes jeg, at snakken om målsætninger lige nu vil være for skrøbeligt at tage på nuværende tidspunkt. Jeg kan sige, at jeg har en rigtig god fornemmelse, og at spillerne gjorde det godt til sidste samling. Så jeg vil ikke kalde mig overdrevet optimistisk, men jeg har en god fornemmelse af, at vi godt kan gå ned og levere en god turnering”, slutter landstræneren.

Vælg forbund

Luk