Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Foto: IHF/Anikó Kovács
Børn og unge

U20-damerne bliver 6’er VM

Skrevet af Frederik G. Schmidt
14. jul 2018Kl. 17:40

De danske U20-damer spillede i dag deres sidste kamp ved VM i Ungarn, hvor det blev til et nederlag på 28-32 (14-16) til Holland. Dermed ender Danmark på en 6. plads ved verdensmesterskabet.

U20-landsholdet tog lørdag eftermiddag hul på de sidste 60 minutter ved U20-VM. Her gjaldt det kampen om femtepladsen ved mesterskabet – en kamp, der skulle afgøres mellem Danmark og Holland. De to mandskaber mødtes første gang i det indledende gruppespil, hvor det blev til en smal dansk sejr på 25-24 i en flot håndboldkamp. I dagens opgør var det dog omvendt Holland, der løb med sejren.

”Angrebsmæssigt klarer vi os fint i dag, men vi halter bagefter i forsvaret. Du vinder ikke mange håndboldkampe, når du lukker 32 mål ind. Vi har særligt problemer med Hollands stærke stregspiller, der nok er turneringens bedste på den position. Holland var bare bedst i dag,” fortæller U20-landstræner Heine Eriksen.

Efter dagens kamp blev U20-landsholdets Emma Friis kåret til turneringens bedste venstre fløj, hvorfor hun dermed fik en plads på All Star-holdet.  

Se de danske målscorere her.

Et godkendt VM
Det blev til i alt ni kampe for U20-damerne, der gav syv sejre og to nederlag i udbytte. Det er derfor også en tilfreds landstræner, der kommer med en tidlig evaluering af Danmarks indsats i Ungarn:    

”Vi har fået den placering, vi umiddelbart har niveauet til. Jeg har set nogle kollektive og individuelle præstationer, der virkelig har været opløftende. Vi mistede nogle vigtige stamspillere før og undervejs ved slutrunden, men pigerne har tacklet det hele flot. Vi har fået det maksimale ud og vores trup resultatmæssigt. Derudover varmer det også mit håndboldhjerte, når så mange holder en kæmpe fest omkring mesterskabet hernede i Ungarn. Rammerne har været flotte, og der venter en udsolgt finale om lidt, hvor vi sammen med 6.000 mennesker skal overvære kampen. Det har været en fornøjelse for såvel spillere som ledere,” afslutter landstræneren.

U20-damernes flotte VM-indsats er blot starten på en spændende sommer, hvor yderligere tre danske ungdomslandshold skal i aktion. U20-herrerne er næste hold, der skal i ilden. De spiller deres første kamp ved EM i Slovenien om blot få dage, når de d. 19. juli møder Ungarn i første indledende gruppekamp. Du kan få seneste nyt fra U20-herrerne - og fra de andre ungdomslandshold - på deres Facebook-side.

Vælg forbund

Luk